Kevin tilbage på sin mesterskabsbane

Kevin Magnussen har gode minder fra Circuit de Catalunya uden for Barcelona, hvor næste weekends grandprix skal køres.

HAAS vintertest 2018 . Copyright Haas F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 7/5 2018 klokken 11:05

Næste weekend køres Spaniens Grand Prix på Circuit de Catalunya uden for Barcelona, og det var på denne bane, at øjenbrynene hos F1-griddens teams bekymret blev løftet, da Haas-bilerne satte overraskende hurtige tider under vintertestene i februar i år.

Det amerikanske teams biler er på ingen måde blevet langsommere siden da, men interne fejl og uforudsigelige hændelser under de efterfølgende løb har sat en ellers lovende start under pres.

Alligevel drager Kevin Magnussen optimistisk til Spanien og det med gode minder. Dels, som nævnt, vintertesten, hvor han satte teamets hurtigste tider, men også en bestemt dag i 2013 vækker også gode minder hos danskeren.

”Ja, der vandt jeg verdensmesterskabet i World Series by Renault 3.5. Det er altid et godt minde,” udtaler Kevin.

Kevin Magnussen. Aserbajdsjans GP 2018.
Copyright Haas F1


Dengang kørte danskeren for DAMS, som han hentede 5 sejre og 13 podieplaceringer for det år, det sidste i øvrigt på Circuit de Catalunya, hvor han startede på P2 men senere vandt løbet samt mesterskabet med hele 60 point foran den nuværende McLaren-kører Stoffel Vandoorne.

I dag er dagligdagen dog væsentligt anderledes end i World Series by Renault, og konkurrencen er knivskarp.

”Helt bestemt. Det er meget tæt i midterfeltet, og vi er alle utroligt tæt matchede. Selv en lille fejl kan være meget dyr hvad angår positionerne, fordi alle ligger så tæt,” indrømmer Magnussen.

”Men det giver naturligvis spændende racing, og vi vil være i toppen af midterfeltet så ofte som muligt."

Efter vintertestene har Haas mange værdifulde data fra netop denne bane, men det behøver ikke nødvendigvis at være en fordel.

”Det er altid godt at have masser af data fra hver bane. For Barcelonas vedkommende har alle teams masser af data, så det giver os ikke nogen fordel. Men det betyder, at vi kan føle os mere sikre i vores startopsætning, og så tilpasser vi bilen til banens udvikling siden vintertesten."

Der mangler ikke mange justeringer i Haas-raceren.
Copyright Haas F1


”Vi har ikke rigtig introduceret nye dele siden vintertesten. Vi havde nogle i Australien og selvfølgelig skal vi genvurdere dem, men vi føler os overbevist om, at vi indtil nu har de forbedringer, som vi havde forventet," fortsætter den 25-årige kører.

Trods den gode start i Australien indrømmer Haas-køreren, at sæsonen siden da har været lidt af en rutschebanetur, men det fjerner alligevel ikke følelsen af, at teamet hører til i toppen af midterfeltet.

”Selvom det har været op og ned, og vi har mistet nogle gode resultater i år, har bilens præstationer været stabile,” mener han.

”I næsten hvert løb i år har vi kæmpet – ikke med de tre bedste team – men om at være det fjerde eller femte bedste team.”

”Måske var vi lidt nede i Baku, men bortset fra det, har vi været i stand til at kæmpe med om at være fjerde bedste hold. Vi skal bare sætte det hele sammen og få de point, vi har potentialet til at nå," lød det optimistisk fra Magnussen.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Steiner: Vi skal lære af de tunge drenge Crashtor vil ikke sammenlignes med Crash Kid »