FIA blåstempler HAAS-samarbejdet med Ferrari

FIA, med teknisk chef Charlie Whiting i spidsen, har erklæret samarbejdet mellem Ferrari og HAAS for fuldt ud lovligt. Udmeldingen er kommet efter at McLaren og Force India har bedt FIA om at se nærmere på de to holds samarbejde.

Australiens Grand Prix 2018. Haas . Copyright Haas F1

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 3/4 klokken 11:04

Det er svært at se, når en lille konkurrent som HAAS stryger forbi dem med et lille smil, som HAAS har gjort i forhold til især Force India.

McLaren var ikke foran HAAS sidste år, men forventede klart at være det i år med deres nye Renault-motorer.

Derfor indgav de to hold en klage mod HAAS for at have fået for meget know-how foræret af Ferrari.

Under de skrevne regler kan HAAS uden problemer modtage blandt andet motorer, gearkasser og affjedring. Men de skal designe deres egen bil.

Alonso var ude og beskylde HAAS VF18 for at være en replika af en Ferrari, hvilket alle, der ikke er spanske, kan se med det blotte øje ikke holder stik.

Af samme grund afviser Charlie Whiting på vegne af FIA, at der er noget at komme efter.

”Vi ved præcist hvad der foregår mellem HAAS og Ferrari, og alt er helt lovligt,” kom det fra Whiting.

”Sidste år havde vi også hold der udtrykte deres bekymring over samarbejdet, men vi har endnu ikke set tegn på noget ulovligt,” tilføjede han.

Med denne udtalelse begraver Whiting anklagerne fra Force India og McLaren.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Mercedes: Derfor tog vi fejl Ny aero-chef til Sauber »