Hondas motorchef får sparket

Trods små fremskridt i den netop afsluttede sæson hos McLaren er det alligevel farvel og tak til endnu en motorchef hos Honda.

Hondas logo. . Copyright Honda Motorsport

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 8/12 klokken 11:12

Honda vil åbenbart starte det kommende samarbejde med Toro Rosso op med en ny og frisk ledelse. Efter tre år på posten har motorchefen Yusuke Hasegawa således fået sparket efter en sæson med McLaren, som trods fremskridt stadig har været præget af manglende pålidelighed og hastighed.

Hasegawa var både ansvarlig for motorudviklingen i Sakura, Japan, såvel som selve Formel 1-løbene.

Denne dobbeltrolle bliver nu delt i to separate stillinger hvilket betyder, at Toyoharu Tanabe bliver chef for motoroperation og test på F1-banerne og Yasuaki Asaki får ansvaret for udviklingen af Hondas Formel 1-motorer.

Det oplyser Hondas CO for Brand and Communication Operations, Katsuhide Moriyama.

Små fremskridt har ikke været tilstrækkeligt for McLaren Honda-samarbejdet. Her ses Fernando Alonso i McLaren.
Copyright McLaren


Med jobrotationen får Honda en meget erfaren mand på baneposten, idet Tanabe dels har arbejdet hos Honda siden 1984 men også har stor F1-erfaring fra sin tid som ingeniør for Gerhard Berger, da denne kørte for McLaren. Endvidere har japaneren været chefingeniør for Jenson Button i tiden hos BAR Honda samt fungeret som senior manager og teamchef for Hondas IndyCar-operationer.

Den afgående Hasegawa vil ikke længere være involveret i F1 men indtræder i en ny rolle som Executive Chief Engineer med fokus på Hondas research, udvikling og bilproduktion på verdensplan.

Trioen indtræder i deres respektive roller d. 1. januar 2018.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Formel 1-kalenderen 2018 Kursen sat mod Las Vegas »