Jyderne er ikke kun danmarksmestre i at få motorveje til fastlandet. Nu har de også vist et usædvanligt stærkt initiativ og fået godkendt planerne for en Formel 1-bane i Danmark, nærmere bestemt en bybane i København.
Rent formelt er planerne for en dansk Formel 1-bane nu endeligt godkendt. Det skriver Jyllands-Posten, som har søgt aktindsigt hos Københavns Kommune.
Folkene bag projektet ledes af tidligere videnskabsminister og Herning-borgmester Helge Sander samt tidligere direktør i Saxo Bank, Lars Seier Christensen. Selve ruten er bl.a. blevet skabt i et samarbejde med tidligere F1-kører og Le Mans-vinder Jan Magnussen med konsulentbistand fra banedesigner Hermann Tilke.
Ruten (klik på kortet herover) skal bl.a. gå over både Knippelsbro og Langebro, mens der kommer en, på papiret, ret hurtig strækning på Amager Boulevard. Det er ikke så tit, der køres med 300 km/t over Knippelsbro.
De hurtige langsider på bybanen i Baku, Aserbajdsjan. København bliver 1,4 km. kortere.
Copyright Ferrari Media
Selv om det langt fra er sikkert, at det nuværende banelayout bliver det endelige, oplyser Helge Sander, at Hermann Tilke var imponeret over forslaget men dog også havde forslag til justeringer.
"Det var tydeligt, at Hermann Tilke var meget begejstret for banen. Den foreslåede rute udgør mange færre forhindringer, end det han havde forventet, når der er tale om en bane i midten af en storby,” fortæller han til Jyllands-Posten.
Det er endnu ikke afgjort, hvor det ternede flag skal svinges.
”Placeringen af målstregen er ikke på plads endnu, hvilket også gør sig gældende med pit-området. Den beslutning vil blive taget på et senere tidspunkt,” siger Jan Magnussen.
På Københavns bybane skal der passeres hele to broer. Her er vi i Monaco. 2017.
Copyright Sauber
Indtil videre bliver banens længde på 4.550 meter med ni sving og to hurtige langsider, hvormed den bliver 1.200 meter længere end banen i Monaco men dog ikke så lang som bybanen i Baku, der er 6.006 meter lang.
Ifølge Helge Sander vil forhandlingerne fortsætte efter sommerferien.
”Vi skal have kvalificeret vores budget, så vi kan sikre, at vi kan samle den kapital, der er nødvendig for at arrangere et Formel 1-løb. Det næste halve år bliver et reelt arbejdsår, hvor mange praktiske ting skal på plads, nu hvor vi har fået en række formelle ting afklaret.”
”Vi skal også have startet forhandlinger med regeringen, der har givet sin principelle tilslutning til Formel 1 i København,” udtaler Helge Sander til avisen.
Går alt efter planerne, kan vi altså se et Formel 1-løb i København i 2020.