Justin Wilson 1978-2015

Justin Wilson døde i nat dansk tid af de kvæstelser, han pådrog sig i søndagens Indycarløb på højfartsovalen Pocona Raceway. Han blev 37 år. Æret være hans minde.

Justin Wilson . Copyright Andretti Autosport

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 25/8 2015 klokken 08:08

Den britiske racerkører, der indirekte var skyld i Nicolas Kiesas Formel 1-debut i 2003, da han skiftede Minardi ud med Jaguar, er død af de kvæstelser, han pådrog sig under søndagens Indycarløb.

Justin Wilson i Ungarn 2003
Copyright Jaguar


Et uheld sidst i løbet sendte vragdele fra unge Sage Carams racer ud på banen, hvor et større og tungere stykke desværre ramte Justin Wilson i hovedet. Briten blev fløjet bevidstløs til Lehigh Valley Hospital–Cedar Crest i Allentown, Pennsylvania. Her blev han lagt i koma i meget kritisk tilstand, og i nat endte det hele så.

Justin Wilson var en habil racerkører. Et år i Formel 1 er ikke meget, men den lange brite slog igennem i ChampCar, hvor han blev den største udfordrer til Sebastien Bourdais, da franskmanden dominerede ChampCar-serien.

Justin Wilson 1978-2015
Copyright Indycar Series


Den britiske kører fulgte med over i Indycar, hvor han nåede at vinde syv sejre. I år var han ikke fast kører men kom ind hos Michael Andrettis Andretti Autosport og fik flere løb i år.

Justin Wilson var gift og efterlader sig to døtre.

Æret være hans minde.