Lowe på vej væk fra Williams

Vild udvikling hos Williams: Den tekniske chef Paddy Lowe tager officielt på “orlov” fra Williams-teamet. Dermed er hans fremtid usikker, og teamets start på sæsonen ser mere og mere sort ud

Williams ROKiT . Copyright Williams F1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 7/3 2019 klokken 00:03

Lowes fremtid hos Williams og måske endda i Formel 1 er på spil pga. forsinkelserne i udviklingen af Williams-raceren til 2019-sæsonen: Teamet mistede 2,5 dag under testen i Barcelona, og da bilen endelig blev færdig, var den både upålidelig, langsom og delvist ulovlig.

Paddy Lowe sagde sidste uge i Spanien, at han ikke frygtede for sin stilling pga. de nævnte problemer, og at det ville være uklogt at skyde skylden på enkeltpersoner.

Billeder fra Ruslands Grand Prix 2017. Paddy LoweBilleder fra Ruslands Grand Prix 2017. Paddy Lowe
Copyright Williams F1


Men blot en uge før det går løs i Australien, har Lowe angiveligt forladt sin stilling.

En talsmand for Williams udtaler over for det engelske magasin Autosport, at Lowe "tager orlov fra sit arbejde pga. personlige årsager". Williams oplyser ikke, hvilke konsekvenser dette får for Lowes fremtid hos dem.

Det hele kommer på det værst tænkelige tidspunkt for Williams: Designet af bilen i 2018 havde grundlæggende aerodynamiske problemer, som resulterede i en sidsteplads. Teamet satsede derfor stort på, at bilen til 2019-sæsonen skulle blive markant bedre på alle punkter.

Men de høje forventninger til den nye F1-racer, FW42, lagde ikke kun pres på ingeniørerne men åbenbart også på ledelsen hos Williams. Og det får nu konsekvenser for Lowe.

Williams	Williams
Copyright Williams F1


Lowe har tidligere udtalt, at den nye bil allerede nu var meget bedre end sidste års model. Dog har teamets nye kører George Russell udtalt, at bilen er den absolut langsomste i feltet, og Robert Kubica klagede sidste uge over, at han kun vidste "20 %" af det om bilen han burde, for at være klar til sit Formel 1-comeback i Melbourne.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Leclerc er nummer 2 Hurtig kemi »