Brænder sædet under Bottas?

Motorsportschefen hos Mercedes Toto Wolff lægger pres på finske Valtteri Bottas før sæsonstarten til marts. Teamet har allerede hyret finnens stærkeste konkurrent til sædet.

Barcelona 2017 pre-season test 2 - Mercedes . Copyright Mercedes AMG

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 11/1 2019 klokken 10:01

Bottas er under pres før sæsonstarten 2019. "Valtteri ved præcist, hvad han skal levere i 2019: Han er nødt til at glemme, at han har været uheldig, og køre på samme niveau som Lewis. Det er betingelsen for at få en kontraktforlængelse i 2020", siger Toto Wolff og gør det dermed klart, at finnen er nødt til at strenge sig an, hvis han på trods af det gode samarbejde med Lewis Hamilton vil blive hos Mercedes.

Mens Hamiltons kontrakt løber til udgangen af 2020, gælder Bottas' kontrakt kun indtil udgangen af 2019. Desuden har Mercedes hyret den tidligere Force-India-kører Esteban Ocon som reservekører. Dermed kan supertalentet Ocon gå hen og snuppe sædet, hvis Bottas ikke leverer varen.

Bottas har tidligere indrømmet, at han sidste år manglede motivation, efter hans chancer for at vinde mesterskabet langsomt svandt over sæsonen og han ikke formåede at vinde et eneste løb.

Wolff tror dog på, at Bottas kan forbedre sig: "Ja, det kan han helt sikkert", svarer Mercedes’ østrigske teamchef. Man må heller ikke glemme, at Bottas hele tiden bliver sammenlignet med den bedste kører i Formel 1: "Lewis har præsteret sit bedste de sidste fem år. Og der er en grund til, at han er femdobbelt verdensmester. Det er meget svært at slå en femdobbelt verdensmester, som kører på sit absolutte topniveau."

Og da Lewis Hamilton bliver ved med at forbedre sig, bliver Bottas nødt til at følge med.

Det vigtigste for Bottas er, at han får en god start på sæsonen, mener Wolff. "Han kan vinde løb, og det har han bevist flere gange i 2018, men han har bare været uheldig, eller situationen gjorde en sejr umulig", forklarer Wolff og henviser til punkteringen i Baku og teamorderen i Ruslands grand prix. Men hvis Bottas får en god start og kan holde niveauet, "så kan Valtteri vinde verdensmesterskabet", siger Mercedes-chefen.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Mesterskabsvindende teamchef bliver ny chef for Mc Max Verstappen – nu i Formel E… »