Australien Dagen Derpå – van(d)vittig F1-sæsonstart

Vejret blev den helt store X-faktor ved F1-sæsonens første grandprix i Australien med tæt kamp i hele feltet. Og australske Oscar Piastri blev som alle andre australiere før ham ramt af hjemmebaneforbandelsen.

Australiens Grand Prix 2025 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 17/3 2025 klokken 08:03

Sæsonens første F1-løb i Australien blev en nervepirrende og neglebidende forestilling, hvor marginalerne afgjorde, om F1-kørerne blev hero og zero.

Lando Norris tog som bekendt sejren foran Max Verstappen, mens George Russell i Mercedes hentede en lidt anonym 3. plads.

Lando Norris til Australiens Grand Prix 2025Lando Norris til Australiens Grand Prix 2025
Copyright McLaren


Hamiltons unge afløser Antonelli imponerede med flot kørsel og en absolut godkendt 4. plads.

På grund af de vanskelige betingelser på banen blev åbningsløbet desværre også fejlkavalkade for de nye F1-rookies:

Hadjar smed sin RB i væggen på opvarmningsomgangen, og kort efter skete det samme for både Doohan, Bortoleto og Lawson - men måske er det lidt for let at sidde bag et skrivebord i tørvejr og kritisere de unge kørere for ikke at kunne holde bilen på banen:

Sandheden er, at alle kørere havde problemer: Verstappen, Norris og Piastri havde ubehagelige udflugter i Albert Park, og selv så erfarne kørere som Fernando Alonso og Carlos Sainz endte med at smadre deres respektive racere.

F1 75 showet pressemøde. Fernando Alonso, Aston MartinF1 75 showet pressemøde. Fernando Alonso, Aston Martin
Copyright Getty Images


På den måde kom gårsdagens løb til at minde meget om det historiske løb på Hockenheim i 2019, der endte som et stort underholdende kaos og alligevel betragtes som et af de bedste F1-løb i nyere tid.

En af de bedste scener fra Australien viste, hvordan Anthony Hamilton trøstede en utrøstelig Hadjar, der viste, at Formel 1 ikke kun er en brutal magtsport men også har et menneskeligt aspekt.

F1 75 Live - Racing Bulls kørerne, Yuki Tsunoda og Isack HadjarF1 75 Live - Racing Bulls kørerne, Yuki Tsunoda og Isack Hadjar
Copyright Getty Images


Nøgternt betragtet er resultatet fra gårsdagens løb i Australien næppe repræsentativt for styrkeforholdet i denne sæson:

Det var forventet, at McLaren ville have den bedste bil denne sæson, og Norris og Piastri formåede også indledningsvist også at trække fra Verstappen og resten af feltet, som man ville have forventet i et normalt løb.

Gårsdagens Formel 1-løb var dog ikke et normalt løb:

Kevin Magnussen tidligere teamkammerat hos Haas, Nico Hülkenberg, der nu kører for Kick Sauber – et af de langsomste teams under testen i Bahrain - endte på en uventet 7. plads, mens de 2 Haas-racere med hhv. Esteban Ocon og Oliver Bearman stort set lå sidst hele løbet.

Oliver Bearman. Australiens GP 2025Oliver Bearman. Australiens GP 2025
Copyright Haas F1


Til gengæld ser Williams ud til at have fundet farten – og hvis man ser bort fra Carlos Sainz’ afkørsel, lå begge Williams-biler i den bedre halvdel af feltet, hvilket er overraskende positivt for det ellers hårdt prøvede tidligere britiske mesterteam.

Ferrari? Ja, vi bliver nok nødt til at tale om Ferrari og deres præstation eller mangel på samme i Australien.

Lewis i rødtLewis i rødt
Copyright Ferrari


At Leclerc og Hamilton slutter som hhv. nr. 8 og 10 er selvfølgelig ikke godt nok for et team som Ferrari, selv om man kan give vejret og de udfordrende baneforhold en del af skylden for de dårlige placeringer.

Til gengæld ser kommunikationen i det italienske traditionsteam ikke ud til at være i top – f.eks. måtte Lewis Hamilton flere gange bede sin løbsingeniør om at holde mund angående en såkaldt K1-knap.

Charles Leclerc kæmpede ikke kun med vandet på banen men også i cockpittet, hvor sætningen ”Så må det være vandet” i mellemtiden er gået hen og blevet et meme på internettet og et ufrivilligt eksempel på den ringe kommunikation i det italienske team.

Næste løb køres allerede denne weekend i Kina, og hvis vejret bliver nogenlunde stabilt, får vi måske en mere retvisende indikation af styrkeforholdet mellem de enkelte teams.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER