Alfa Romeo bekræfter Antonio Giovinazzi for 2020

Det kommer ikke som den store overraskelse, at Antonio Giovinazzi også kommer til at køre Formel 1 i 2020. Dermed burde den sidste chance for Nico Hülkenberg være væk.

Antonio Giovinazzi . Copyright BMF1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 5/11 2019 klokken 10:11

Det næstsidste (ikke-Red-Bull/Toro Rosso) sæde for 2020 er væk: Alfa Romeo bekræfter, at Antonio Giovinazzi også kommer til at være holdkammerat med Kimi Räikkönen næste år.

Italieneren var ikke overraskende det mest oplagte valg for det tidligere Sauber-team, da han hjælpes frem af Ferrari. Giovinazzi har forbedret sig siden sommerferien og kørt lige op med Räikkönen - om ikke bedre.

"Jeg er meget glad for at blive i teamet, også næste år i 2020", siger italieneren. "Jeg er taknemmelig over den utrolige hjælp, som jeg har fået i min første komplette sæson. Alle i teamet har lige fra starten været på min side, og jeg glæder mig over at kunne fortsætte min rejse sammen med dem," lyder det fra en åbenbart meget glad Giovinazzi.

Dermed har Nico Hülkenberg ingen reelle chancer for at blive i Formel 1 næste sæson. Bortset fra Toro Rosso og Williams er alle sæder bekræftet.

Hülkenberg har tidligere afvist Haas og Williams, og hos sidstnævnte gælder Formel 2-køreren Nicholas Latifi som favorit til sædet.

Giovinazzi kørte to løb i stedet for Pascal Wehrlein hos Sauber før sin føreste reelle sæson i år. Hans bedste F1-resultat er indtil videre en niende plads på Monza.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Valtteri Bottas klager over etårige kontrakter 2021-regulativet forklaret: juniorkørere får chanc »