Renault



Renault blev først involveret i Formel 1 i 1977. Teamet stillede op til start i de sidste fem løb i sæsonen, med franskmanden Jean-Pierre Jabouille som eneste kører. Renault´s første bil, Renault RS01, var en revolution i sporten. Den fik sin motorkraft fra Renault-Gordini motoren, der var den første turbomotor i Formel 1. På daværende tidspunkt tillod reglerne, at man benyttede 3,0 liters motorer uden turbo, men der var en ekstra klausul. Man måtte dog gerne benytte turbo, så længe motorvolumen ikke oversteg 1,5 liter.

Renault var det første team der benyttede sig af denne strategi, da det af de eksisterende teams, blev anset for at være for risikabelt. De fleste teams holdt sig til Fords Cosworth motorer, mens Ferrari, Matra og Alfa Romeo koncentrerede sig om at udvikle de såkaldte "flat 12" motorer. I stedet for en højere vinkel på motoren, som vi ser i moderne biler, lå motoren mere ned og havde dermed et lavere tyngdepunkt.

1970´erne var et årti, hvor der for alvor blev udviklet og opfundet i F1. Lotus teamet udviklede den såkaldte "ground effect" bil, hvor bilen bogstavelig talt sugede sig fast til asfalten. Tyrell forsøgte sig med P34, en sekshjulet racer, der efterlod en måbende verdenspresse ved dens lancering.

RS01´eren var ustabil og alt for tung. Derudover var den svær at styre, og turboen arbejdede for langsomt. Jabouille, der havde været en nøgleperson i både udviklingen af motor og chassis, fortsatte sammen med Renault, fast besluttet på succes.Teamets første pole, kom på Kyalami banen i Syd-Afrika i 1979. Rene Arnoux måtte udgå, det samme gjorde Jabouille, men grundplanen var lagt.

Gilles Villeneuve i duel med Rene Arnoux

Da man nåede halvvejs i sæsonen, var der sket en utrolig forandring. I det franske Grand Prix, på hjemmebane i Dijon, opnåede de to Renault-biler den forreste startrække i kvalifikationen, og Jean-Pierre Jabouille vandt løbet, som den første med en turboladet motor nogensinde.

Fra 1980 til 1983, var der op-og nedture for teamet. Arnoux havde fået smag for succes og han vandt en del løb. Jabouille var derimod plaget af mange små uheld, der satte ham ud af spillet ofte. I slutningen af 1980, var Jabouille involveret i et alvorligt uheld i Canada, der smadrede hans ben. Ulykken satte en effektiv stopper for hans videre karriere.

Alain Prost blev holdets nye kører, og de tre år han var med i teamet, var i høj grad med til at gøre ham til en Formel 1 legende og Renault til et af de bedste teams. Prost vandt ni gange for teamet, mens Arnoux bidrog med to.

I 1982 skiftede Rene Arnoux til Ferrari og blev erstattet af amerikaneren Eddie Chever. Kombinationen Chever-Prost var succesfuld og begge kørere blev anset for favoritter til titlen. Desværre var det Nelson Piquet i Brabham-BMW der løb med sejren.

Alain Prost, Renault RE30B, Tyskland 1982

Prost forlod teamet efter 1983, det samme gjorde Chever. I stedet blev Patrick Tambay og Derek Warwick hyret til at bringe Renault tilbage på toppen. Der var et mesterskab der skulle vindes. trods flere noble forsøg, var hverken 1984 eller 1985 for den sags skyld, særlig succesfulde. Andre teams havde adopteret turbomotorer og havde større succes med at udvinde det maksimale fra de kraftige V12´ere.

I slutningen af 1985, gjorde enorme udgifter i Renault-teamet, at det ikke længere var rentabelt at køre et fuldt Formel 1 team. Daværende præsident for Renault, Georges Besse, nedjusterede Renault engagement i Formel 1, fra at deltage med eget navn, til udelukkende at være motorleverandør til andre teams. Det blev kun til en enkelt sæson, 1986, hvorefter stikket blev trukket ud.

Man kan ikke slukke en glimrende idé, og i 1989 var Renault tilbage i kongeklassen, dog kun som leverandør af motorer til Williams. Allerede seks løb inde i sæsonen, kom den første sejr. Samtidig konstruerede Renault den første V10 motor i F1, og den var meget lettere end den kraftige, men tunge V12´er. Det gik bedre og bedre de næste to sæsoner, og 1992 blev Reanults hidtil største. Nigel Mansell vandt ni løb i sin Williams-Renault og tog mesterskabet med imponerende 108 point, mod teamkollega Riccardo Patrese´s 56. Ialt vandt Williams 10 sejre ud af 16 mulige.

Williams perfektionerede den aktive ophængning, som de også havde brugt året før, og endnu en gang var bilerne klart dominerende. Alain Prost vandt syv ud af seksten løb, Senna tog andenpladsen, hvilket resulterede i endnu et mesterskab for Williams-Renault og Prost fik sin fjerde titel.

Damon Hill, Canon Williams-Renault FW15C. Sydafrika 1993

Williams-Renault oplevede deres mørkeste periode den 1. maj 1994. Ayrton Senna blev dræbt på Imola i San Marino og man satte sin lid til Senna´s uerfarne kollega, Damon Hill. Da man nåede det franske Grand Prix, var Hill 37 point efter Michael Schumacher. Heldigvis for Hill og Williams-Renault, måtte Schumacher udgå og havde en del diskvalifikationer, så hullet op til tyskeren blev snart formindsket til et enkelt point, til Schumachers fordel.

Michael Schumacher tog sit første af syv mesterskaber. Han blev den eneste kører der vandt et mesterskab i perioden 1992-1997, uden en Renault-motor, hvilket klart taler til fordel for den kraftige motor. Williams-Renault vandt dog konstruktørernes mesterskab.

Damon Hill, Rothmann Williams-Renault FW16, Monaco 1994

Benetton-teame købte Renault motorne i 1995, og Michael Schumacher forsvarede sin titel med stor succes. Han slog Damon Hill med 33 point, og Benetton vandt deres eneste konstruktør mesterskab.

Williams vandt de næste to sæsoner, både konstruktør mesterskaberne og kørernes mesterskaber, med henholdsvis Damon Hill i 1996 og Jacques Villeneuve i 1997. Efter 1997 trak Renault sig endnu en gang ud af Formel 1, men dog kun med navnet. De leverede stadig kundemotorer til andre teams, blot under andre navne

Benetton købte Renault-motorer, her blev de kaldt for Playlife, hos Williams var det Megachrome der stod på motorblokken, mens de hos BAR og Arrows hed Supertec.

I marts 2000 købte Renault Benetton teamet for $120 millioner. Teamet kørte som Benetton indtil 2001, og ændrede officielt navnet til Renault F1 op til 2002 sæsonen. Flavio Briatore, der havde været hos Benetton siden slutningen af 1980´erne, fortsatte som teamchef.

Teamet benyttede stadig Playlife motorer, der var mindre kraftfulde, i 2000, og havde Giancarlo Fisichella og Alex Wurz som kørere. Teamet scorede 20 point, og kom på podiet i både Monaco og Canada.

Året efter forlod Wurz teamet og blev testpilot for McLaren, og i stedet kom Jenson Button, der var udlånt fra Williams, til teamet. Fisichella opnåede årets eneste podieplacering, en tredjeplads i Belgien. Ialt blev det til 10 point det år.

Sebastien Bourdais nåede også en test for det franske Renault team, da teamet i 2002 vendte tilbage til Formel 1 som fabriksteam.

Fisichella forlod teamet i 2002 til fordel for Jordan og nu blev det Jarno Trulli´s tur. Sammen med Jenson Button scorede de to kørere 23 point, til det der nu hed Renault F1.

Selvom Button var hurtigere end Trulli og han scorede flere point, blev Button fyret og i stedet kom Fernando Alonso til teamet. Spanieren havde imponeret som testkører året forinden og Flavio Briatore var hans manager. Alonso vandt det ungarske Grand Prix, teamets første sejr siden Østrig 1983. Renault udviklede konstant og forsøgte sig med en radikal 111 graders 10 cylindret motor til RS23 raceren.

Meningen var at sænke tyngdepunktet og dermed ændre vægtfordelingen, så bilen ville opføre sig bedre, præcis som de havde forsøgt med "flat 12"-motoren i 1977-1978. Men resultatet var for ustabilt og motoren blev for tung, så Renault vendte tilbage til mere konventionelle motortyper.

Jarno Trulli, Renault R24 og Fernando Alonso, Renault R24 fører foran Mark Webber, Jaguar R5 på første omgang Imola Grand Prix

I 2004 blev det klart for alle, at Renault for alvor var ved at gøre sig gældende. De sikrede sig en andenplads i konstruktørernes mesterskab. Trulli vandt Monaco´s Grand Prix fra pole med kun et halvt sekund ned til Button. Desværre for Trulli blev forholdet mellem ham og Briatore forværret, især i den anden halvdel af året og beskyldte teamet for at favorisere Alonso. De to fortsatte dog deres gode venskab. Trulli blev fyret inden sæsonen var ovre og kørte sæsonens to sidste løb for Toyota.

Renault lå som toer i konstruktør mesterskabet, og var desperate efter at finde en erstatning for Trulli og bevare placeringen. Man hyrede Jacques Villeneuve til de sidste tre løb, men han havde mistet meget af den gamle fyrighed og havde også været væk fra sporten i næsten en sæson. Han nåede ikke at lære bilen at kende, og resultatet var ikke imponerende. Teamet sluttede på en tredjeplads, efter BAR.

2005 blev det største øjeblik i Renault´s Formel 1 historie. Giancarlo Fisichella blev hyret, eller rettere taget tilbage, da han jo havde kørt for Benetton, men nu sad han endelig i en vinderbil. Fisichella bvandt åbningsløbet i Melbourne, men hurtigt overtog Fernando Alonso rollen som førstemand i teamet.

Alonso vandt på regelmæssig basis og bakkede dem ellers op med anden og tredjepladser. Fisichella derimod led under mekaniske problemer. Renault og Alonso blev for alvor presset efter San Marino´s Grand Prix, hvor McLaren´s Kimi Räikkönen begyndte at røre på sig. McLaren overhalede Renault i konstruktør mesterskabet, mens Alonso pressede på. I Brasilien vandt McLaren en 1-2 sejr, men Alonso var foran i kørernes mesterskab.

Han vandt mesterskabet og blev den yngste verdensmester nogensinde. Alonso fulgte det op med en sejr i Kina, hvilket gav føringen tilbage til Renault, der tog titlen. Dermed brød de seks års Ferrari-dominans, og indvarslede en ny æra.

Alonso og Fisichella fortsatte i 2006, eneste ændring var testkører Franck Montagny, der blev erstattet af Heikki Kovalainen. Det var en tid præget af opbrud og store ændringer i sporten. Minardi, Sauber og Jordan blev opkøbt og ændret til Toro Rosso, BMW Sauber og Midland F1. Super Aguri var det nye team på gridden og de nåede lige akkurat ansøgningsfristen.

2006 var også året, hvor vi så Ferrari der blev beskyldt for ulovlige vinger og Renault blev beskyldt for at benytte et ulovligt støddæmper-system.
Men også blandt kørerne var der ændringer. Der var en ny mester i byen og han hed Fernando Alonso. Michael Schumacher var stadig manden der skulle slås, men han mærkede presset allerede i 2005.

Presentation af Renault R26 - forfra skrå

Renault og Alonso etablerede tidligt en føring i både konstruktørernes og kørernes mesterskab. Men Schumacher var ikke den der gav op. Hvis Alonso fik en sejr i et løb, tog Schumacher andenpladsen. Var det Schumacher der stod øverst i et løb, stod Alonso på andenpladsen. Sådan fortsatte sæsonen og det var en indædt og fantastisk spektakulær kamp om titlen. Det var racing når det var bedst.

Da året var omme, stod Fernando Alonso øverst på skamlen endnu en gang og blev dermed den yngste dobbelte verdensmester nogensinde. Michael Schumacher meddelte efter sin sejr på Monza, at han trak sig tilbage, efter seksten sæsoner og syv mesterskaber, mere end nogen anden kører.

Massa, Alonso og Button på podiet i Brasilien 2006

Renault måtte sige farvel til Fernando Alonso, da 2007 begyndte, for spanieren brændte ønskede for at køre for McLaren. I stedet blev Heikki Kovalainen forfremmet til racekører sammen med Giancarlo Fisichella. Teamet lancerede flere nye tiltag, blandt andet end ny hovedsponsor der ændrede de kendte blå og gule farver til en skønsom blandig af orange, mørkeblå og hvid. Derudover blev Nelson Piquet jr, og Ricardo Zonta ansat som testkørere.

Renault havde et svært 2007. Man talte om Alonso-effekten, men Renault afviste at spanieren var så dygtig at han kunne hente op til et sekund per omgang. Senere, da det stod klart at noget måtte der gøres, indrømmede man fra Renault´s side, at Alonso var god for i hvert fald et halvt sekund per omgang.

Fisichella følte sig ikke tilpas i teamet, og han havde meget svært ved at følge med Alonso og Hamilton i deres sølvgrå McLaren-Mercedes. Også rookie Heikki Kovalainen kæmpede. da året var forbi. McLaren og Ferrari løb med det hele, Kimi Räikkönen blev verdensmester og Renault opnåede kun en fjerdedel af det pointtal som Ferrari havde.

2008. Fernando Alonso er tilbage og Fisichella er ude af billedet. Kovalainen er løjtnant. I år bliver det sandsynligvis op ad bakke for Renault, da de lige mangler det sidste i vinter test. Ferrari ser uhyggelig stærke ud og spørgsmålet er, om Renault kan gøre sig gældende i år. På plussiden kan det dog konstateres, at med en Alonso der vender hjem og en ung og villig Kovalainen, er der masser af potentiale i Renault i 2008.

Generel info
Hold ejer Renault
Hovedkvarter Grove Wantage
Oxfordshire OX12 ODQ
England
Debut i F1 England i 1977
Grand Prixer 213
Verdensmester - konstruktører 2005, 2006
Verdensmester - kører 2005, 2006 (Alonso)
Ansatte ca. 550
Budget ca. €225 Millioner
Hjemmeside Hjemmeside; renaultf1.com


Personer
Teamchef Flavio Briatore
Teknisk direktør Bob Bell
Teammanager Steve Nielsen
Chefdesigner Tim Densham
Chefingeniør Pat Symonds
Chefaerodynamiker Dino Toso
Motorchef Rob White
Piloter 5. Fernando Alonso
6. Nelson Piquet
T. Luca di Grassi
Roman Grosjean
Sakon Yamamoto


Bilen
Navn R28
Længde 4.800 mm
Bredde 1.800 mm
Højde 950 mm
Sporvidde (foran) 1450 mm
Sporvidde (bagerst) 1400 mm
Akselafstand ca. 3100 mm
Chassis Monocoquet er formet af kulfibre og en bikageagtig aluminiumstruktur. Ved designet er der først og fremmest forsøgt at optimere stivheden ved en minimal vægt. Motoren er et integreret bærende element.
Gear Halvautomatisk af titan med syv frem og et bakgear
Bremser Kulfiber skiver fra Hitco og bremseåg fra AP Racing
Vægt 605 kg


Motor
Navn Renault RS 27
Cylindervinkel 90 grader
Ydelse ca. 800 Hk
Dæk Bridgestone
Køling Vand og oliekølet
Tændrør Champion
Motorstyring Magneti Marelli 11.0
Benzin Elf
Motorvægt 95 kg


Diverse oplysninger
Homepagehttp://www.renaultf1.com
Team ejerRenault
Antal sejre43
Antal poles57
Antal point (alle år)599
Antal startede grand prix'er108


2018 sæsonen


Nr. Løb Kørere Placeringer Point
I alt i 2018 2018
Sidste år