Stoledansen omkring Formel 1-sæderne er næsten ved at være forbi:
George Russell afløser Vallteri Bottas hos Mercedes, som så afløser F1-pensionisten Räikkönen hos Alfa Romeo, og Alexander Albon snupper Russells sæde hos Williams. Alle øvrige kørere er blevet bekræftet af deres respektive teams.
Der mangler kun lige ét sæde – nemlig det ved siden af Valtteri Bottas hos Alfa Romeo.
Her er flere navne som Mick Schumacher, Nick De Vries, Callum Ilott og Théo Pourchaire blevet nævnt som mulige kandidater. Mick Schumacher ser dog ud til at fortsætte hos Haas sammen med Nikita Mazepin i 2022.
Hvis man tør tro det tyske medie
RTL, så har kineseren Guanyu Zhou de bedste kort på hånden for at snuppe sædet foran alle andre.
Østrigs Grand Prix 2021. Guanyo Zhou som fredagskører for første gang
Copyright Alpine F1
Den 22-årige kineser Guanyu Zhou, der i øjeblikket kører Formel 2, har en sponsorpakke med ca. godt over 200 millioner med i bagagen. Det er penge, som det lille Alfa Romeo-team godt kunne få brug for.
Ud over de mange millioner, som Guanyu Zhou kan indbetale på teamets konto, så åbner kineseren også det kinesiske marked op for Alfa Romeo, hvilket kan vise sig at blive et vigtigt perspektiv i forhandlingerne.
Det største problem skulle dog angiveligt være kontraktens løbetid: Teamchefen Frédéric Vasseur vil gerne have Zhou (og millionerne) i 2022, men Alfa Romeo vil kun tilbyde en kontrakt på 1 år – og det er for lidt for Zhou, der forlanger flere år.
Frédéric Vasseur
Copyright BMF1
Men det er Vasseur åbenbart ikke villig til at give kineseren, og det skyldes, at man gerne så Sauber-junioren Théo Pourchaire rykke til Formel 1 i 2023. Da Pourchaire kun er 18 år, ville det være for tidligt at sende ham til Formel 1 allerede næste år, mener Vasseur.
Afgørelsen om, hvem der kører ved siden af Bottas næste år hos Alfa Romeo, ventes at blive truffet senest efter F2-løbene i Sochi den 25. og 26. september.