Forbereder Hamilton sin pensionering?

Efter syv verdensmesterskaber kan en Formel 1-kører blive mæt, og tanken om pensionering har da også strejfet Lewis Hamilton.

Mexicos Grand Prix 2019 . Copyright Mercedes AMG

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 13/4 2021 klokken 15:04

Efter indgåelsen af en ny 1-årig kontakt med Mercedes, og indledningen af jagten på sit 8. verdensmesterskab, vil verdensmesteren Lewis Hamilton benytte tiden til at overveje sin fremtid.

Og mesteren har rigeligt med muligheder. Således er han involveret i mode, musik, socialt arbejde og miljø. På den anden side har briten svært ved at se sig selv andre steder.

Derfor er en oplagt mulighed også at fortsætte i Formel 1 i andre roller. Selv om den 36-årige Mercedeskører ikke selv nævner det, er rollen som Tv-kommentator ret oplagt, hvormed han går i fodsporene på tidligere kørere som James Hunt og Martin Brundle. Og medierne er klar med mange penge.

”Jeg kunne fortsætte med at være involveret i F1 efter min pensionering, og det tror jeg, at jeg vil,” indrømmede Hamilton i et interview med den italienske avis La Gazzetta dello Sport.

”Men det er svært for mig at tænke på, hvornår jeg skal stoppe.”

Lewis Hamilton vinder foran Max Verstappen. Bahrains GP 2021.Lewis Hamilton vinder foran Max Verstappen. Bahrains GP 2021.
Copyright Mercedes AMG


”Da jeg voksede op, lærte jeg, at det er lettere at ændre ting, når man er midt i dem. Det er lettere at lykkes med tingene.”

“F1 gav mig en platform til at nå ud til mange mennesker, at informere, sende positive budskaber, at opmuntre folk, at presse,” fortsatte Hamilton, der ikke ser sig selv som pensionist lige nu, selv om regnskabet viser 96 sejre og 98 podieplaceringer.

”På et tidspunkt bliver jeg naturligvis nødt til at stoppe, men missionen om at gøre motorsport mere inkluderende vil aldrig forlade mit sind. Det er noget, jeg altid vil kæmpe for. Et eller to år er bestemt ikke nok.”

Noget tyder på, at Honda er meget tæt på Mercedes i den nystartede sæson, hvilket betyder hårdere kampe, men det får ikke Hamilton til at fremskynde sin pensionering.

”Den position, jeg er i, har intet at gøre med, om vi vinder mesterskabet eller ej. Jeg stopper ikke, bare fordi det bliver svært,” fastslog Mercedes-køreren.

Lewis HamiltonLewis Hamilton
Copyright Mercedes


”Jeg er fuldt engageret i denne sport. Jeg elsker det, jeg laver. På den ene eller anden måde vil vi vil få nogle spændende kampe, og det er det, jeg altid har elsket.”

Når Hamilton har valgt kun at tegne en 1-årig kontrakt med Mercedes, mener flere iagttagere, at det nye 2022-regulativ kan have haft indflydelse på beslutningen.

Hamilton ser dog frem til de kommende regelændringer, som mange fans har udtrykt håb vil skabe større konkurrence og tættere kampe i Formel 1.

”Selvfølgelig har vi disse ændringer (af regulativet, red.), der sker næste år, og som er spændende.”

”Jeg føler ikke, at jeg er ved slutningen (af karrieren, red.), men i de næste otte måneder vil jeg finde ud af, om jeg er klar til at stoppe eller ej.”

“Personligt tror jeg ikke, at jeg vil, men man ved aldrig,” lød det kryptiske svar fra den 7-dobbelte verdensmester og næsten nyslåede Sir Lewis Hamilton.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ændring af lørdagsprogrammet på Imola F1 udelukker korte løbsweekender »