Når Formel 1-kørere vælger deres faste startnumre, har det som oftest en betydning – men ikke altid.
Kørerne kan grundlæggende vælge mellem 2 til 99, mens 1-tallet er forbeholdt den aktuelle verdensmester, som i øjeblikket forklarer, hvorfor Max Verstappen har 1-tallet på sin Red Bull.
Ungarns Grand Prix 2024. Max Verstappen i Red Bull raceren på Hungaoring
Copyright Red Bull Contentpool
1-tallet er dog valgfrit for verdensmesteren, og Lewis Hamilton valgte at fortsætte med 44, da han var den regerende F1-verdensmester.
Der er dog alligevel et par regler, kørerne bliver nødt til at respektere ved valg af startnummeret:
Startnummer 17 er tabu for alle kørere; Jules Bianchi, der døde af følgerne af sin alvorlige ulykke i Japan i 2014, kørte med netop nr. 17, og af respekt over for Bianchi har FIA valgt ikke at tilbyde andre kørere at køre med startnummer 17.
Japans GP 2014
Copyright Marussia F1
Desuden skal der normalt gå 2 år, før pensionerede køreres startnumre må overtages:
Sebastian Vettel kørte som bekendt med startnummer 5, og dette nummer overtages i denne sæson af Sauber-køreren Gabriel Bortoleto. Bortoleto kunne også have valgt at køre med nr. 6 som Nicholas Latifi eller 47 som Michael Schumacher.
Men Bortoleto kunne ikke have valgt nr. 21, for det nummer tilhører Nyck de Vries lidt endnu.
Det samme gælder nr. 2 (Logan Sargeant), nr. 3 (Daniel Ricciardo), nr. 11 (Sergio Perez), nr. 20 (Kevin Magnussen) og nr. 24 (Guanyu Zhou), som først må benyttes igen fra 2027.
Men hvorfor har F1-kørerne valgt de numre, som de har på deres biler?
Max Verstappens nummer er egentligt 33. Som verdensmester har han dog valgt at køre med 1-tallet på sin bil. Nr. 33 valgte hollænderen af to årsager: For det første havde han kørt med 33 før i sine gokart-dage, og for det andet havde Daniel Ricciardo nr. 3, og Max Verstappen mente, at han var dobbelt så god som australieren. Derfor faldt valget på 33...
Daniel Ricciardo og Max Verstappen inden sammenstødet, der førte til at de begge udgik
Copyright Red Bull Contentpool
Lando Norris er stor fan af Valentino-Rossi, og englænderen ville egentlig overtage 46 fra den italienske MotoGP-stjerne, men tøvede alligevel. Der for valgte han et tal, der passede perfekt til hans logo og hashtag: #L4ndo.
Englands Grand Prix 2023. Pole position til Max Verstappen foran Lando Norris med nr. 4 på ryggen
Copyright Red Bull Contentpool
5-tallet tilhørte tidligere Sebastian Vettel, som Gabriel Bortoleto nu har snuppet, fordi han tilbage i 2022 vandt mesterskabet i Formel 3 med netop 5-tallet på sin bil.
Isack Hadjar, der i år kører sin første F1-sæson for Racing Bulls, har valgt startnummer 6, som senest blev brugt af Nicholas Latifi i Williams – men før dét kørte Nico Rosberg med nr. 6, som han vandt F1-verdensmesterskabet med i 2016.
Jack Doohan hos Alpine har valgt startnummer 7, fordi han selv har kørt med det nummer før, nemlig i det asiatiske Formel 3-mesterskab, hvor han sluttede på en samlet 2. plads. Nr. 7 var tidligere Kimi Räikkönens startnummer, og Doohan er kæmpe fan af den tidligere finske F1-verdensmester.
Pierre Gasly kører med nr. 10, og han vandt mesterskabet i Formel Renault med netop det startnummer tilbage i 2013. Desuden er han en stor fan af den franske fodboldlegende Zinedine Zidane, der spillede med nr. 10 på ryggen på det franske fodboldlandshold.
Pierre Gasly, Silverstone 2018.
Copyright Red Bull Contentpool
"Jeg har altid kørt godt med nr. 12," har Andrea Kimi Antonelli udtalt. I 2022 og 2023 vandt han mesterskabet i det italienske Formel 4 og Formel Regional. Desuden kørte hans idol Ayrton Senna med startnummer 12 i 1988 – året for brasilianerens første verdensmesterskab med McLaren.
Fernando Alonso skiftede i 2023 til Aston Martin, startnummeret 14 fulgte med: "Tallet har altid betydet held for mig." F.eks. vandt Fernando Alonso den 14. juli 1996 kart-verdensmesterskabet med startnummer 14, da spanieren var 14 år gammel!
Fernando Alonso i Aston Martin i Miami
Copyright Aston Martin
Charles Leclerc var nødt til at lede lidt længere efter et startnummer, for nr. 16 var kun nr. tre på hans liste. Egentlig ville Leclerc have valgt nr. 7, men det var allerede taget af Kimi Räikkönen, og nr. 10 var også taget af Pierre Gasly. Hvorfor så nr. 16? Charles Leclerc er født den 16. oktober, derfor nr. 16, og 1 plus 6 er lig med 7, hvilket var hans førstevalg...
Lance Stroll var også hurtig til at vælge sit startnummer: Canadieren debuterede som 18-årig, derfor nr. 18. Desuden kørte han før med nr. 18, f.eks. i det europæiske Formel 3, det italienske Formel 4 og i Formel Toyota i New Zealand.
Yuki Tsunoda ville egentligt have kørt med startnummer 11, som han altid kørte med i karttiden, men det nummer var taget af Red Bull-kollegaen Sergio Perez, og derfor doblede han op; altså 22.
Ungarns Grand Prix 2024. Yuki Tsunoda
Copyright Red Bull Contentpool
Alexander Albon er ligesom Lando Norris stor fan af Valentino Rossi, og derfor valgte han at halvere Rossis startnummer 46 og endte derfor på 23. Desuden er Albon født den 23. marts, så på en eller anden måde passer det.
Kevin Magnussen tidligere kollega hos Haas, Nico Hülkenberg, der nu prøver lykken hos Sauber, kører med nr. 27, som han har haft siden 2014. Hülkenberg fortæller, at det er tværsummen af hans fødselsdag den 19. august, altså 19 + 8 = 27.
Hülkenbergs Haas i svøb
Copyright BMF1.dk
Liam Lawson har kørt flere mesterskaber med startnummer 30, bl.a. i DTM. Derfor har han taget startnummeret med til Formel 1.
Esteban Ocon besluttede sig helt bevidst for 31 af nostalgiske årsager: Han vandt sin første titel i kart med det startnummer.
Lewis Hamilton har altid holdt fast i nr. 44. Han vandt kart-mesterskabet med det nummer, og har valgt at bibeholde det på trods af muligheden for at vælge 1-tallet nogle år. 44 er i øvrigt også landekoden, hvis man vil ringe til Storbritannien.
Lewis Hamilton i garagen.
Copyright Mercedes AMG - Sam Bloxham
Carlos Sainz ville gerne have haft fingre i 5-tallet, men det var dengang reserveret til Sebastian Vettel. Og som f.eks. Verstappen valgte spanieren derfor at tilføje et ekstra 5-tal, altså 55.
George Russell har valgt startnummer 63, fordi tallet angiveligt skulle minde om hans initialer GR i logoet. Desuden begyndt hans bror at køre gokart med dette nummer, og derfor er 63 gået hen og blevet familiens startnummer i motorsport.
Canadas Grand Prix 2024. George Russell på pole position med præcis samme tid som Max Verstappen
Copyright Mercedes AMG
Oscar Piastri valgte nr. 81 mere eller mindre tilfældigt: Egentlig ville han gerne have haft startnummer 11, men det var jo taget, og derfor ændrede han det til 81, som han blev nr. 2 i det britiske Formel 4-mesterskab med.
Oliver Bearman tænkte på sin familie, da han valgte nr. 87: Bearmans far kørte selv med nummeret, og Oliver Bearman er født den 8. maj, hans bror den 7. august, så derfor faldt valget på kombinationen af de to tal.
Englands Grand Prix 2024. Oliver Bearman i Ferrari-tøj
Copyright Ferrari