I dag er en Formel 1-motor ikke bare en motor, men derimod en såkaldt "power unit", en kompliceret enhed, der er en kombination af avanceret energigenindvinding, den såkaldte MGU-K og MGU-H, samt rå kraft fra en forholdsvis lille, turboladet 1,6 liter V6-motor. Disse kendsgerninger har sat Honda, McLarens nye motorleverandør, under hårdt pres.
I foregående sæson var det tilladt teamene at bruge fem kraftenheder, men i 2015 må der kun ligge fire enheder på reservedelslagerets hylder. Det er ikke gode nyheder for McLaren-Honda, indrømmer sportsdirektør Eric Boullier.
Eric Boullier.
Copyright McLaren Media
På grund af flere tekniske problemer nåede McLaren nemlig kun at køre 1.750 testkilometer, hvor Mercedes GP til sammenligning nåede 18.367 km.
"Vi forbereder os selv og Honda på at køre med kun fire power units pr. sæson, men sidste år så vi nogle teams kæmpe med fem eller seks, så fire enheder vil være en stor udfordring," indrømmer Boullier.
"Men det er ikke kun en udfordring for os."
Boullier indrømmer, at som Hondas problemer udviklede sig under testene, begrænsede det McLarens forberedelser væsentligt, og teamet har derfor ikke været i stand til at bedømme pålideligheden af alle de andre områder på kraftenheden endnu.
"Det er rigtigt, at vi har noget usikkerhed vedrørende nogle hjælpedele omkring motoren, og fordi vi ikke har kørt det kilometertal, vi ville, kan vi ikke sige, at vi har opdaget alle de ting, der kan opstå omkring chassiset," siger han.
"Du skal arbejde efter en bestemt rækkefølge (under test, red.), men indtil power unit'en arbejder optimalt, kan vi ikke udvikle på bilen, som vi skal."
I lighed med test- og reservekører Kevin Magnussen er Jenson Button, den ene af McLarens faste kørere, dog fortrøstningfuld og finder også positive elementer fra testkørslerne. Først og fremmest er der ingeniørernes beslutsomhed overfor de problemer, teamet stødte på, men selve bilen er også en positiv oplevelse, mener briten.
Jenson Button under Barcelona-test 19.-22. februar 2014.
Copyright Pirelli
"Vi ved, det kommer i løbet af året, og de giver alt, hvad de har i sig og giver aldrig op," siger Button.
"Den anden ting der virkelig har imponeret mig er køreegenskaberne."
"Det er noget, man altid er bekymret for, da det er fuldstændig ukendt, hvad der møder en, men vi har gjort enorme fremskridt."
"Det område, som jeg er mest glad for, er motoren."
"Begge sider hjælper hinanden og arbejder tæt sammen. Honda hjælper McLaren, og McLaren hjælper Honda, og det er godt at se," lyder det fra Button.
I næste weekend vil det vise sig, hvor langt McLaren-Honda er nået. Her er teamets anden faste kører, Fernando Alonso, grundet følgevirkninger af et testuheld dog afløst af Kevin Magnussen.