Gutierrez får gridstraf til Silverstone

Esteban Gutierrez har det ikke nemt. I går blev han sendt ud af pitten med et dæk, der ikke var monteret ordentligt. Det var ikke mexicanerens skyld, men det er ham, der får straffen. 10 strafplaceringer på gridden i England om to uger.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 23/6 2014 klokken 09:06

Esteban Gutierrez. Copyright Sauber Motorsport

Det var meget uheldigt, da Esteban Gutierrez i går forlod pitten. Det bageste højre bagdæk sad nemlig ikke ordentlig fast, så den mexicanske kører måtte skubbes tilbage i pitten for at få dækket monteret korrekt.

Det betød naturligvis, at FIA ville undersøge episoden som en ’unsafe release’, og den uheldige kører fik da også en 10 sekunders stop/go-straf i løbet, men yderligere 10 strafplaceringer på gridden i Silverstone.

En ret barsk dom, Tom Kristensen og hans kolleger uddelte til Saubers kører.