Schumachers familie takker for støtten

Den glade nyhed der ramte os i mandags, nemlig Michael Schumachers opvågnen fra den komatøse tilstand, han har været i siden skiulykken i december 2013, følges nu op af familiens tak. Kampen er dog ikke ovre...

Starten til USAs GP 2012 . Copyright Red Bull Media

Af: Peter Fyllgraf (pfy@bmf1.dk) d. 18/6 2014 klokken 10:06

På Michael Schumachers officielle hjemmeside står der ikke meget i disse dage. "Mange tak, alle sammen". Så nemt kan det gøres.

Nemt bliver det dog ikke for Michael Schumacher, som efter at have ligget i koma siden 29. december 2013 efter et styrt på ski, nu efter sigende er vågnet op og overflyttet fra hospitalet i Grenoble til Universitetshospitalet i Lausanne i Schweiz, blot 20 minutter fra familiens hjem ved Genevesøen.

Darcy Christen fra hospitalet i Lausanne udtaler til The Daily Telegraph, at der ikke vil blive tale om dage, når det handler om målbare fremskridt, men at det bliver "...et langt sejt træk."

Michael Schumacher forventes at skulle forudse et langt genoptræningsforløb. Copyright Mercedes AMG

At hospitalet så ydermere vil blive et yndet tilholdssted for medier og fans, tager de med ophøjet ro.

"I det her område har vi en del kendte personligheder, og dem modtager vi naturligvis også på dette hospital. Til det formål har vi et særligt VIP område, hvor der tages særlige hensyn til diskretion og personlig sikkerhed, men jeg kan ikke uddybe yderligere om dette," slutter Darcy Christen.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Massa is faster than you Caterham bekræfter juniorkører til Silverstonetest »