Saxo Bank i front i Monaco

Det er ikke meget, man har set til Saxo Banks sponsorat på Lotus E22-raceren, men i Monaco kommer Saxo Bank helt frem på bilen. De to sidepods kommer til at promovere Saxo Bank, og der bliver hele fem Saxo Bank-biler i Monaco.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 15/5 2014 klokken 19:05

Man har skullet se godt efter for at finde det synlige bevis på Saxo Banks sponsorat i Formel 1. Man skulle ind og kigge på indersiden af bagvingen for at finde logoet, men i Monaco bliver det gjort tydeligt, at Saxo Bank er involveret i Formel 1.

Saxo Bank på Lotus E22. Copyright Lotus F1

I Monaco bliver de to Lotus E22-racere udstyret med Saxo Banks logo på bilens to sidepods, og dermed bliver banken fremhævet på fornemmeste vis i fyrstendømmet. Kronjuvelen i kalenderen og stedet, hvor stjernerne frekventerer hurtigere end bilerne.

I Monaco er det dog ikke kun de to Lotus E22-racere, der har Saxo Bank på siden. Et af supportløbene i weekenden er Formel Renault 3.5, og her vil Marco Sørensens Tech 1-bil fortsætte med Saxo Bank på siden, men også Lotus juniorholdets to biler vil have Saxo Bank på siden.

Det bliver spændende at se bilerne køre i Monacos gader.