Dansk kvinde testede F Renault 2.0

2009 startede med tre danske kørere i Formel Renault 2.0. 2010 har ikke haft nogen danske kørere i den store Europa-klasse, men måske er der dansk, og kvindeligt, islæt på vej til 2011. På en netop afholdt testdag i Barcelona var Michelle Gatting med.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 13/10 2010 klokken 11:10

Den kvindelige gokartkører, Michelle Gatting, var det danske islæt, da den store Formel Renault 2.0-klasse testede unge talenter på Formel 1-banen i Barcelona.

Testdagen startede i regnvejr, hvilket tiderne i første session også antydede.

På den regnvåde bane sluttede Michelle Gatting med den næstdårligste tid i tiden 2.03.608. Da banen tørrede op blev tiderne noget bedre, men gokartkøreren måtte alligevel nøjedes med en sidsteplads i tiden 1.51.929.

Det kan lyde af meget, men af en førstegangstest i en formelbil, er det et godt udgangspunkt. De hurtigste kørere kom blandt andet fra F4 1.6-klassen, der kører med lignende formelbiler.

Michelle Gatting
Copyright Renault Motorsportmedia


Måske denne test kan være medvirkende til, at den snart 17-årige pige får en chance i mesterskabet. Konkurrencedygtige piger er trods alt ikke dem, der er flest af i den mandedominerede motorsportsverden.