Vettel roser Webber

Selv om Sebastian Vettel ikke just var tilsmilet af heldet i slutfasen af Spaniens Grand Prix, har han kun lutter lovord til overs for teamkammeraten hos Red Bull, Mark Webber. Han kørte i en klasse for sig, mener tyskeren.

Sebastian Vettel . Copyright Red Bull Racing/Getty Images

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 10/5 2010 klokken 10:05

Sebastian Vettel indrømmer, at hans race-vindende holdkammerat Mark Webber var "i en klasse for sig" ved det spanske grand prix.

De to Red Bull-kørere startede fra første og anden startposition, men et dårlig pit stop og et problem med højre forhjul tvang Vettel ned på fjerdepladsen, mens det så bedre og bedre ud for Webber oppe foran.

Efter Lewis Hamiltons uheldige punktering rykkede Vettel op på tredjepladsen, som han, reelt uden bremsekraft, mirakuløst holdt til mål, men tyskeren indrømmede, at Webbers kørsel havde været yderst imponerende.

Sebastian Vettel kørte på grænserne i en bil med alvorlige bremseproblemer. Copyright Bridgestone Motorsportmedia

"En masse ting gik galt i dag," sagde Vettel. "Starten gik ok, og der var ikke en chance for at komme forbi Mark og det var ikke værd at tage risikoen. Det var ret glat, hvor han kørte, så jeg ønskede ikke at gå udenom ham. Jeg var heller ikke hurtig nok, da jeg kæmpede med balancen i bilen.”

”Mark var i en klasse for sig i dag," indrømmer Vettel.

Vettel sagde videre, at han havde blandede følelser omkring de tilkæmpede 15 point på en meget vanskelig eftermiddag.

"Jeg ved ikke helt, hvad jeg føler. Tredjepladsen er ikke dårlig, men vi havde et ret dårligt race i dag, hvor der skete hel del ting," sagde han. "Men det er godt at tage nogle points, og vi skal fortsætte med at presse på. Bilen er hurtig, men det skal også udnyttes hver eneste gang.”

”Mark havde et løb uden problemer, så for mig var det den anden måde at få succes på," slutter Vettel.