Ferrari dropper stregkoden

Ferrari har valgt at droppe den nu efterhånden berygtede stregkode, der skulle reklamere for Marlboro. I stedet har man valgt at male størstedelen af området rødt. Dermed skulle Ferrari kunne undgå teorierne omkring skjult tobaksreklame.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 6/5 2010 klokken 20:05

Ferrari har været irriteret over den meget negative omtale, som det italienske hold har fået siden Kinas Grand Prix.

Den engelske avis ’The Times’ har kørt en kampagne mod Ferraris sponsor Phillip Morris, som de beskylder for at udnytte Ferrari til at reklamere for deres kendte ’ligpinde’.

I dag har Ferrari meldt ud i en kort pressemeddelelse, at man for at stoppe de latterlige beskyldninger omkring Phillip Morris, har valgt at ændre den kendte bemaling.

Så sent som i mandags udtalte Ferrari-præsident Luca di Montezemolo, at han var træt af rygterne, og at de intet havde på sig.