Loeb overvejer

Sebastien Loeb har længe forsøgt at få en chance for at køre årets sidste Formel 1-løb i Abu Dhabi for Scuderia Toro Rosso, men en GP2-test har fået ham til at overveje om det vil være så smart. For Loeb imponerede langt fra på Jerez i sidste uge.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 15/10 2009 klokken 06:10

Den mangedobbelte rallyverdensmester, Sebastien Loeb, der før sæsonen testede en Red Bull-Renault, overvejer nu om en debut i Formel 1 i Abu Dhabis Grand Prix vil være en god ide. Manglende erfaring er årsagen, og der er noget om det.

For man kommer ikke lige fra en rallybil og sætter sig ned og blæser de andre kørere af banen i en Formel 1-bil. Tværtimod er der stor chance for at ende med at blive til grin, og det har sat tankerne i gang hos franskmanden.

For et par dage siden skrev Sebastien Loeb på sin hjemmeside:

”I dag ved jeg det ikke. Jeg ved, at jeg mangler kørsel med denne type bil. Manglende erfaring er et stort handicap.”

Sebastien Loeb tester en GP2-bil

”Lige nu ved jeg ikke, hvor god jeg ville være, hvis en mulighed for at deltage i et Grand Prix opstod.”

Loeb sluttede sin testdag i GP2 på sidste pladsen. Dog skal det siges, at det skete i en David Price Racing-klargjort bil. I GP2 er DPR, hvad Minardi var for Formel 1.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« 20.000 kr for en plade Lotus godt i gang »