• Forside

Schumacher taxi til salg

Den Opel mini-van taxi som Michael Schumacher gjorde berømt ved at overtage rattet i sidste uge er nu til salg. Til en pris et godt stykke over markedsprisen. Men pengene vil falde et tørt sted, siger Tuncer Yilmaz.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 20/12 2007 klokken 12:12

Navnet Tuncer Yilmaz er blevet et kendt navn i Europa og omegn. Det er navnet på ejeren af den taxi, som Michael Schumacher kørte i sidste uge, da han skulle nå til lufthavnen med sin familie.

Bilen har siden fået så meget opmærksomhed, at flere unavngivne personer har budt store summer for at få fat i taxien.

Til den tyske avis ’Bild am Sonntag’ siger Tuncer Yilmaz: ”Mere end ti personer har vist interesse i at købe den. En person har tilbudt 63.000 euro for den og jeg har behov for pengene – på grund af Schumi turen. Jeg kunne være i store problemer med politiet.”

Både Michael Schumacher og Tuncer Yilmaz er i politiets søgelys efter turen, men manager Willi Weber mener dog, at historien er blæst helt ud af proportioner.

”Det vil være latterligt at straffe taxichaufføren efter at han hjalp Michael. Ville vi ikke alle foretrække hjælpsomme taxichauffører?”

Historien om den berømte taxitur er nok ikke slut her.

RELATEREDE NYHEDER