Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 28/2 2024 klokken 14:02
Den 4-dobbelte Formel 1 verdensmester, Sebastian Vettel, lagde aldrig skjul på, at efter han forlod Red Bull, var det Mercedes-sædet han drømte mest om; især da Ferrari ikke formåede at give ham en bil, der kunne vinde mesterskabet. Måske lige med undtagelse af et år, hvor han ødelagde det for sig selv.
Den 7-dobbelte Formel 1 verdensmester, Lewis Hamilton, har meldt ud, at han vil forsøge at vinde den rekordskabende 8. titel sammen med Ferrari, når han efter denne sæson forlader Mercedes, som han har mistet tilliden til; hvilket efterlader Toto Wolff med et meget attraktivt ledigt sæde.
Der har været mange spekulationer: Lige fra veteranen Fernando Alonso til det danske talent Frederik Vesti. Men nu melder Vettel sig ind i kampen, efter han har udtalt, at han absolut ikke vil udelukke et comeback til den sport, der har givet ham så meget.
Rygtet er blevet bragt til lyset af den alvidende Ralf Schumacher, der mest af alt arbejder hårdt på at få sin nevø Mick Schumacher tilbage til Formel 1 - herefter bare tyske kørere.
"Vettel er den helt rigtige kandidat set ud fra nærmest alle perspektiver," udtalte Ralf Schumacher.
"Han har helt klart en stærkere marketingsværdi end George [Russell red.], og han er en virkelig dygtig kører, der har et stærkt ønske om at komme tilbage til Formel 1, for at i det mindste kunne slutte sin karriere af på et højere niveau, end da han valgte at forlade Aston Martin," sluttede Schumacher.
Det var ikke en hemmelighed, at Vettel forsøgte at komme til Mercedes, da han måtte forlade Ferrari, så det er slet ikke så skørt, som det kunne lyde i første omgang.