McLarens Zak Brown: Fire teams kan forsvinde fra F1

Zak Brown hos McLaren mener, at Formel 1 befinder sig i en ”skrøbelig tilstand” som følge af coronakrisen. Den nuværende situation truer flere teams på livet. I dag taler teamcheferne om budgetloftet – igen.

Zak Brown . Copyright BMF1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 6/4 2020 klokken 13:04

I et interview med BBC siger Zak Brown, at coronakrisen truer mere end bare et par teams i Formel 1-feltet.

"Det her kan ødelægge det for de enkelte teams, og krisen er allerede i gang med at ødelægge et par teams. Og jeg mener mere end to teams. Måske ødelægger det endda Formel 1 helt.”

Problemet er pengene, som nu mangler i budgettet. Brown mener, at det planlagte budgetloft på 175 millioner dollars, som skulle træde i kraft fra 2021, skal sænkes markant. Der holdes møde om budgetloftet i dag (mandag den 6.4.2020)

"Om jeg mener, at der kan forsvinde to teams [fra Formel 1], hvis vi ikke tackler situationen aggressivt, sådan som situationen er lige nu? Helt klart. Rent faktisk mener jeg, at der kan forsvinde fire teams.”

Brown sætter ikke navne på de fire teams, men de oplagte bud er Williams, Haas, Alfa Romeo og Alpha Tauri. Et femte team kunne være Renault.

Vasseur (Alfa Romeo), Binotto (Ferrari), Steiner (Haas), Tost (Toro Rosso) og Isola (Pirelli) udtalte sig om forskellige emner.Vasseur (Alfa Romeo), Binotto (Ferrari), Steiner (Haas), Tost (Toro Rosso) og Isola (Pirelli) udtalte sig om forskellige emner.
Copyright BMF1


Ingen teams har endnu skrevet under på den nye concorde-aftale, som skal gælde fra næste sæson. I den nuværende situation har ingen teams lyst til at binde sig til noget som helst, da konsekvenserne kan blive uoverskuelige og uforudsigelige.

Desuden mener Brown, at man ikke skal regne med, at der står potentielle købere i kø for at overtage de teams, der er i fare for at gå fallit.

Formel 1 kan desuden komme til at kæmpe med et image-problem efter coronakrisen: Det er nok de færreste investorer, der vil være parat til at smide masser af penge efter en sportsgren, der er i visse investorers øjne er ekstrem dyr, dekadent og i offentlighedens øjne kan ligne en teknisk og organisatorisk dinosaur.

McLaren har selv sendt personale hjem, da der i øjeblikket ikke bliver kørt løb. Brown udtaler: ”Det var en meget vanskelig beslutning, men vi havde intet valg, selv om McLaren er et af de mest pengestærke teams uden for top 3.”

"Jeg har ikke et ubegrænset checkhæfte, så det var det eneste rigtige at gøre, og selvfølgelig er jeg skuffet, men jeg er overrasket over, at nogle teams ikke har sendt medarbejdere hjem. Nogle har, andre har ikke. Jeg tror, at der er en reel fare for, at vi i F1 bare stikker hovedet i sandet, når det drejer sig om bestemte emner [fyringer, ubetalt ferie osv.], men det er ikke den rette tid til at stikke hovedet i sandet.”

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Grosjean: Haas F1 vil fortsætte som team Red Bull Ring er også klar »