Vandoorne fortid hos McLaren

McLaren har netop meddelt, at Stoffel Vandoorne stopper med udgangen 2018-sæsonen. Afløseren er endnu ikke offentliggjort.

Italiens Grand Prix 2018 . Copyright McLaren

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 3/9 klokken 12:09

Så kom den meddelelse, som de fleste har ventet på, nemlig at Stoffel Vandoorne nu har fået sparket og dermed er fortid i det britiske team McLaren. Belgieren får sin sidste optræden ved Abu Dhabis Grand Prix i november.

"Vi er dybt taknemmelige for Stoffels dedikation, hårde arbejde og commitment i sin tid hos McLaren," udtaler fabrikkens CEO Zak Brown.

"Han er en talentfuld kører med en utrolig række af flotte resultater i sin juniorkarriere."

Og herefter indrømmer Brown, at teamet på ingen måde har levet op til deres del af kontrakten ved at levere en konkurrencedygtig bil.

Pressemøde med Stoffel Vandoorne, Monza 2018Det var en desillusioneret Stoffel Vandoorne, BMF1 mødte på Monza. Han kendte utvivlsomt allerede afgørelsen der.
Copyright BMF1


"Det er helt klart, at vi ikke har leveret de værktøjer til Stoffel, som viser hans sande talent, men undervejs i vores samarbejde har han hele tiden vist sig som en fantastisk teamplayer," lyder det anerkendende fra McLaren-bossen.

Endelig slutter han med at love, at McLaren vil støtte Vandoorne uanset hvilken retning næste skridt i karrieren vil tage.

Fra næste sæson overtager Carlos Sainz sædet, der hidtil har været besat af Fernando Alonso, som helt trækker sig fra Formel 1.

Det er stadig usikkert, hvem der skal overtage Vandoornes ledige sæde. Der spekuleres bl.a. i McLarens juniorkører Lando Norris, øjeblikkets nummer to i Formel 2, samt enten Esteban Ocon eller Sergio Perez, der begge kører hos Force India.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Renault protesterer over Grosjeans VF-18 racer Officielt: Norris sikrer sig Vandoornes sæde »