Klassens "nye" dreng: Alfa Romeo (2/3)

Del to i serien om Alfa Romeo i F1 omhandler halvfjerdserne og tiden med Ecclestone og Brabham. Nye designs, smarte Lotus-biler og ulykken med Ronnie Peterson kendetegner denne periode - Læs mere her i del 2/3

Brabham Alfa Romeo BT45B . Copyright Alfa Romeo

Af: Erik Enevoldsen (ee@bmf1.dk) d. 29/1 2018 klokken 23:01

1975-77’s nye design for Ecclestone
Midt i halvfjerdserne begyndte Alfa Romeo at klare sig godt i andre motorsportsklasser end Formel 1, og deres flade, 12-cylindrede boxermotor havde derfor tiltrukket sig interesse til Formel 1 igen. Derfor besluttede Alfa Romeo om vinteren 1975 at vende tilbage til Formel 1 som motorleverandør.

For næste sæson i 1976 havde Autodelta indgået en aftale med Brabham (ejet af ingen andre end Bernie Ecclestone): De skulle modtage en yderligere forbedret version af Alfa Romeo 3.0L 12-cylinder-boxeren.

Autodelta leverede en motor, der producerede 520 hk ved 12.000 omdrejninger. Denne motor var meget kraftigere end konkurrenternes: Ford Cosworth DFVs motor leverede 465 hk, mens Ferraris 12-cylinder-boxer ikke udlagde mere end 500.

Den nye Brabham Alfa Romeo F1 blev udviklet af Gordon Murray, som måtte tage nogle ting i betragtning til hans design - heriblandt vægten og størrelsen af motoren. Med 230 kilo og dens betydelige bredde, da det var en boxer, var det en ret stor mundfuld med et højt brændstofforbrug.

Gordon Murray udtænkte et system med fire tanke til denne motor: 214 liter brændstof i alt. Den nye Brabham Alfa Romeo BT45 blev præsenteret for sæsonen 1976, men viste sig dog at være en enorm skuffelse - bilerne var alt for tunge med den nye motor, og Bramham Alfa Romeo fik kun 10 point over hele mesterskabet (Tre tredjepladser i 16 løb).

Bilen blev forsøgt forbedret og udviklet til sæsonen 1977 med fx nye kulfiberbremser. Dette var helt nyt i Formel 1, men desværre hjalp det heller ikke, og sæsonen var igen ingen succes for Brabham: 27 point og en femteplads ved VM blev det til.

Det tilbagevendende motorproblem blev ved at blive omtalt som et "problem med Brabham-chassiset" af Chiti (motoringeniør hos Autodelta).

Alfa Romeo GP Tipo 158
Copyright Alfa Romeo


1978 med Lauda bag rattet
For den nye sæson af 1978 udviklede Gordon Murray en helt ny bil; Brabham Alfa Romeo BT46. Problemet med forbrug og vægt af motoren var nu blevet løst.

En nyhed på bilen var det interne luftindtag, som også var særlig praktisk for mekanikerne under pitstop. Derudover var det en stor nyhed, at verdensmester Niki Lauda ville være med i holdet, idet han var utilfreds med Ferrari.

Aftalen med Lauda var dog kun mulig takket være den nye sponsor Italian Parmalat, der besluttede at betale førerens løn. Lauda skulle kører sammen med John Watson.

Den nye Brabham syntes at være meget hurtig i begyndelsen af sæsonen, men havde også nogle fejl:

Selvom den var et mesterværk, kunne den stadig ikke holde trit med den nye Lotus. Collin Chapman havde monteret sin Lotus med sugeeffekt (ground effect = evnen til at skabe et undertryk under bilen) hvilket betød, at de var ret bogstaveligt suget fast til banen. Lotusbilerne var derfor meget hurtigere gennem svingene.

Chiti og Murray begyndte at tænke på, hvad der kunne gøres for at Alfa’en blev konkurrencedygtig.
Det viste sig, at Alfa Romeos motor havde et kraftoverskud, og Murray opfandt da et system med kølere og blæsere, der gav en bedre balance for køretøjet:
Kølingen fra forreste vinge nu blev flyttet til bagenden, og blæseren i bagenden af bilen betød mere downforce (det sugede bilen til vejen).

Brabham Alfa Romeo BT45
Copyright Alfa Romeo


Første test gik til gengæld ikke så godt, da den bageste blæser hele tiden brød sammen på grund af de høje omdrejninger. En speciel og lukket magnesium blæser blev derfor udviklet og monteret bag på bilen.

Beregninger blev foretaget, og ingeniørerne fra Brabham kunne ikke tro, hvad de så: Selvom ventilatoren havde kostet 20 hk, havde bilen stadig tilstrækkelig kraft, men nu med en ekstra 500 kilos downforce.

Det var nu en utroligt hurtig bil med masser af greb og en imponerende stabilitet, selv ved meget lave omdrejninger. Ligesom med moderne aerodynamiske F1-biler, behøvede kørerne at holde speederen i bund for at skabe downforce. Det var en ny måde at køre på.

Den nye Brabham BT46B ”Blæserbil” blev brugt til Sveriges Grand Prix i Anderstorp for første gang og til de øvrige teams harme tillod FIA den at deltage. Gordon Murray fik Lauda og Watson til at køre kvalifikations omgangene med fyldte tanke, så andre hold ikke kunne se, hvor hurtig bilen var.

Det stoppede dog ikke Andretti i Lotus fra at fortsætte sin række af polepositions, men det lykkedes for Watson at kvalificere sig som toer og Lauda på tredjepladsen. Da løbet begyndte, førte Andretti ind i første sving, mens Lauda tog andenpladsen fra sin holdkammerat.

Andretti lavede midtvejs i løbet en fejl og så Lauda kunne tage føringen - han fortsatte i front og vandt løbet; hans første for Brabham. John Watson i den anden Brabham udgik efter 19 omgange, og Andretti i sin Lotus endte også med at udgå.

Efter løbet begyndte de andre hold at protestere imod tilladelsen af bilen: Mario Andretti (pålagt af Colin Chapman) hævdede, at bilen var umådelig farlig, da den sugede en masse småsten op og spyttede dem ud bagtil.

Bernie Ecclestone havde derfor ikke andet valg end at trække bilen efter dette grand prix, der desuden også var det sidste svenske.

Brabham Alfa Romeo BT45B
Copyright Alfa Romeo


Monza i Italien var vært for løb nr. 14 i sæsonen, der skulle vise sig at blive det afgørende løb i mesterskabet: Netop dette løb giver en trykken for brystet i mange Formel 1-elskeres hjerte, da det var her, Ronnie Peterson forulykkede og døde som følge heraf.

Løbet i sig selv var kaotisk foruden ulykken var der tyvstarter og tidsstraffe, og selvom Brabham Alfa Romeo kunne glæde sig over, at Lauda grundet disse tidsstraffe fik tilegnet sig sejren, så blev Andretti i sin Lotus alligevel verdensmester.

Brabham- Alfa Romeo sluttede på en 3 plads i VM med 53 point - et godt resultat. De havde dog kun 2 sejre denne sæson, hvoraf den ene som sagt var på Monza.

1979 Alfa Romeo får igen eget team
I 1979 gik Alfa Romeo og Brabham gik hver sin vej, selvom Brabham brugte den nye Alfa Romeo 3L V12-motor (179). De skiftede dog til Ford Cosworth i de sidste 2 løb i sæsonen.

Alfa Romeo besluttede, at de ville have deres eget F1-team igen. Carlo Chiti havde nu frie hænder, og sammen med Robert Choulet udviklede Autodelta en ny Formel 1-bil; Alfa Romeo 177. Den blev kørt af Bruno Giacomelli til det belgiske og franske grand prix (de havde kun én bil). Motoren var den velkendte 3L 12 cylinder-boxer, men bilen var ikke ligefrem en succes:

På banen Zolder i Belgien kvalificerede Giacomelli sig med en startplacering som nummer 14, kun to sekunder fra Jacques Laffite i Ligiers pole-tid og foran flere erfarne konkurrenter; især begge McLaren bilerne.

Efter en dårlig start faldt han ned på 18. pladsen på første omgang, men han langsomt kæmpede han sig vej op gennem feltet til en 13. plads på omgang 21. Her forsøgte de Angelis i sin Shadow at overhale Giacomelli, men klodset ramte han Alfa Romeoen, ødelage Giacomellis bagvinge og så var begge biler ude af løbet.

Alfa Romeo Tipo 179
Copyright Alfa Romeo


Holdet deltog ikke i Monacos Grand Prix to uger senere, men vendte tilbage til det Frankrigs Grand Prix til løbet på Dijon-Prenois. Giacomelli kvalificerede sig ikke særligt godt og han startede løbet på en 17 plads, næsten 3,5 sekund efter Jean-Pierre Jabouilles poletid i Renault, og efter at have kæmpet side om side med de Angelis hele løbet, måtte han på sidste omgang se sig slået og slutte akkurat som han var startet; 17’er.

Efter skuffelserne i holdets første to løb, deltog Alfa Romeo ikke i de næste fire løb og ankom til det italienske grand prix med en 179’er og en ny V12-motor og udstyret med aerodynamik, der udviklede sugeeffekt (ground effect); udviklet af franskmanden Robert Choulet.

Her stillede Alfa Romeo med et to-bilhold for første gang. Giacomelli kørte den nye 179, mens Vittorio Brambilla blev ansat for at køre 177’eren. Brambilla havde været ude af F1 i et år på grund af skader, efter ulykken på Monza det foregående år, den samme ulykke, der dræbte Ronnie Peterson.

Brambilla kvalificerede sig som nummer 22, fire sekunder langsommere end Jabouilles poletid og over et halvt sekund bag Giacomelli i den nye bil. Selvom han blev taget med en omgang på omgang 11, blev hans placering generelt forbedret gennem løbet, da andre blev ramt af problemer; herunder Giacomelli, der spandt af banen på omgang 29 og efterlod Brambilla's 177 som eneste Alfa tilbage.

Mest pga. andres uheld, lykkedes det ham at slutte på en flot 12. plads, kun en omgang efter Jody Scheckters vindende Ferrari. Dette blev Alfa's bedste resultat i sæsonen, selvom den nye 179'er blev leveret til begge kørere til de resterende to løb.

Kørerne Bruno Giacomelli og Vittorio Brambilla deltog kun i 6 løb.




Det sidste afsnit i serien vil være om 80'erne, Marlboro som sponsor og Alfas sidste år i F1 - indtil i år.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ny frisk Kimi Renault afslører launch-dato »