Nyt bremsesystem til Haas

I erkendelsen af ustabilt arbejdende bremser og permanent rundskift mellem to leverandører afprøver Haas nu en helt ny type bremseskiver i Malaysia.

Haas F1 Hospitality. . Copyright Haas F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 28/9 2017 klokken 11:09

Vi har hørt det en hel del gange over pitradioen og efterfølgende i medierne: Romain Grosjean har været stærkt utilfreds med bremserne på Haas-raceren, hvorimod Kevin Magnussen bare har kørt og tilsyneladende ikke mærket til problemer.

I bestræbelserne på at løse bremseproblemerne, har Haas derfor skiftet flittigt rundt imellem to leverandører, Brembo og CI (Carbone Industrie), og pilen har i stigende grad peget på CI som bedste bud. Alligevel er ingen rigtig glade, idet bremsetypen dels har køleproblemer og i øvrigt leveringsproblemer med de specielle carbon-bremseskiver. Haas har derfor været tvunget til at benytte Brembo på visse typer af baner.

Men nu har Haas udviklet en ny type kølekanal til bremserne, hvilket åbner mulighed for at gå all-in med CI-bremserne, som nu kan levere en helt ny type skiver til Malaysia. Faktisk var den planlagte premiere lagt til Singapore, men de nåede ikke at blive parate.

"Fra Malaysia har vi nye skiver med mere køling, hvilket burde hjælpe os," sagde Grosjean fornylig.

Brembo bremseskive
Copyright Brembo


"Vi håber at kunne gøre det (holde fast i de samme skiver, red.) fra Malaysia og fremefter, hvis der ikke er flere forsinkelser (i leveringen, red.)”

"Vi har designet forskellige bremser. Hele teamet har arbejdet godt med dem og gjort gode fremskridt."

Grosjean har fuld tillid til, at teamet i sidste ende har foretaget det rigtige produktvalg.

"Jeg har haft en bedre følelse (med CI, red.), selvom jeg sagde, at Brembo har gjort rigtig gode fremskridt for nylig," sagde han. "Hvis vi skulle skifte tilbage til Brembo, er jeg ikke bekymret. Det skal nok blive ok.”

"Jeg har en lille præference for CI, men igen, alle har arbejdet godt sammen, og holdet presser så hårdt på, som det er muligt.”

"Både Brembo og CI er to rigtig gode virksomheder, så jeg er helt sikker på, at vi snart kommer i mål."

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Massa forventer at blive Mange unge testkørere på banen i Malaysia »