Klumme: Hvad er en penge-kører

Begrebet penge-kører bliver tit brugt, men hvordan forstår vi begrebet og bruger vi det rigtigt? Det skal debatteres i denne klumme.

Lance Stroll. . Copyright Williams F1

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 9/11 2016 klokken 21:11

Så er det tid til debat og ikke hvilken som helst debat. Nej vi skal nemlig debattere et begreb, som vi ofte ser bliver brugt i diverse tråde, omkring en bestemt type kørere. Det begreb det drejer sig om, er money-driver, penge-kørere, heldige unger med rige forældre, ja kært barn har mange navne, men det drejer sig alt sammen om en kører, der har fået betalt sit sæde på den ene eller den anden måde.

Senest har dette begreb været brugt i forbindelse med at Williams har valgt at sætte den 18-årige Lance Stroll til at køre ved siden af Valtteri Bottas i den kommende sæson. Stroll er søn af den canadiske rigmand Lawrence Stroll, som har aktier i Williams teamet. Netop det faktum, at Farmand Stroll er rig og er en del af Williams, har fået mange til at skrive, at det kun er grundet pengene, at Lance nu kan kalde sig Formel 1-kører, men er det nu fair? Det kan der være delte meninger om og derfor er denne klumme altså blevet til.

Lance Stroll
Copyright Prema Powerteam


For at kunne svare på dette, eller nok nærmere argumentere for sin holdning, skal vi lige have begrebet på plads. En penge-kører er som navnet antyder en kører som er der, hvor han/hun er fordi de har nogen, som vil betale for at de kan få det sæde de nu har. Begrebet bliver i de fleste tilfælde brugt om folk der har et sæde uden at have et talent, det vil sige folk der på ingen måde har gjort sig fortjent til at have et sæde i eksempelvis Formel 1.

Den slags kørere som normalt bliver nævnt er en som Alex Yoong, som kørte fra Minardi, Pedro Diniz der kørte fra Forti-Ford og ungarske Zsolt Baumgartner som afløste Nicolas Kiesa hos Minardi. Disse tre nævnet kørere er kørere som ikke har lavet nogle resultater før de kom i Formel 1 og heller ikke rigtigt efter de forlod Formel 1. Alex Yoong har dog vundet noget på det seneste, hvor han har kørt noget Audi Cup i Asien, men ellers ikke.

alex yoong
Copyright Ikke sat!


Det er sådan begrebet rigtig er tænkt, men der er desværre bare sket en drejning i brugen af begrebet. Nu om dage er der nemlig folk der bruger begrebet om ALLE folk, som får betalt deres sæde et eller andet sted. Det kan man måske også godt argumentere for er rigtigt, men så kunne man vel nærmest bruge det om alle kørere på et tidspunkt. Man må ikke glemme, at Kevin Magnussen jo faktisk har Bestseller-koncernen med, så skal man følge den logik som nogen har, så er Kevin vel også en money driver?

Det er godt nok at sætte tingene på spidsen, men hvis andre må, så må vi også. Af andre “penge-kørere” kunne man nævne Sergio Perez, Esteban Gutierrez, Pastor Maldonado, Felipe Nasr, Marcus Ericsson, Jolyon Palmer og Rio Haryanto. Disse kørere har alle store sponsore bag dem, som har betalt for deres vej og deres sæder, men disse kørere har altså vundet løb inden de er kommet i Formel 1. Nogle af disse kørere bliver nævnt som penge-kørere, mens andre ikke får det prædikat på sig.

Pastor Maldonado
Copyright Lotus F1


Pastor Maldonardo bliver tit drillet fordi han er en kører, som kun er/var i Formel 1, fordi han havde en meget stor sponsor. Folk glemmer bare at han rent faktisk har vundet et løb i Formel 1 og han har vundet GP2-mesterskabet. Er det så helt fair at kalde ham en penge-kører? Ja, hvis man vil kalde samtlige kørere som har fået betalt et sæde for en penge-kører. Tager man så derimod en kører som Rio Haryanto, så har han lidt sejre og en samlet fjerdeplads i GP2, så ham kan man måske mere kalde for en penge-kører.

Disse kørere vil dog ikke gå helt under den oprindelige betegnelse for en penge-kører, fordi de som sagt har lavet resultater. Disse kørere gør bare det, som så mange andre har gjort før dem. De får nogen til at bruge penge på dem, så de kan leve deres drøm ud. Det er meget normalt i motorsport og kørere som Niki Lauda, Fernando Alonso og ja selv Michael Schumacher startede deres karriere med at betale for et sæde.

Michael Schumacher USAs GP 2012
Copyright Mercedes AMG


Så er der nogen som vil sige, at man ikke kan bedømme en kører ud fra de resultater de har lavet uden for Formel 1, hvilket er ganske rigtigt. Det betyder så også, at man i mine øjne ikke kan kalde en kører for en penge-kører før han/hun faktisk har fået lov til at bevise hvad personen kan eller ikke kan i Formel 1. Set i bakspejlet kan man godt se, at Schumi, Nando og Niki ikke er traditionelle penge-kørere, men det viste man jo ikke den gang.

Derfor bør man heller ikke dømme nye kørere, før man har set hvad de kan. Dermed er vi så tilbage ved Lance Stroll, fordi mange har dømt ham som en money-driver allerede inden de har set ham i Formel 1. Selv synes jeg ikke at den 18-årige canadier som udgangspunkt høre til i den kategori, fordi det har han lavet resultater nok til ikke at gøre.

Lance Stroll
Copyright Prema Powerteam


Lad os bare tage det faktum at Lance Stroll rent faktisk har vundet Formula 3 Euro serien, en stærk serie som Max Verstappen i øvrigt vandt inden han kom i Formel 1. Stroll og Verstappen er i øvrigt stort set lige gamle, så man kan i princippet godt sammenligne dem - og dog. Lance Stroll blev nemlig ramt af de regler der blev lavet efter Verstappen, hvilket betyder at man skal indsamle et vis antal point for at kunne få en super licens og det har den unge canadier altså gjort.

Udover det, så har Lance Stroll allerede fået debut i et 24-timers løb. Canadieren deltog nemlig i 2016 udgaven af 24 timers løbet på Daytone, hvor han sluttede som samlet nummer fem, sammen med sit team. Lance Stroll deltog for Chip Ganassi, et stort team, som nogen måske kender. For dem som ikke gør, kan det nævnes at de har flere sejre i både IndyCar, NASCAR samt seks sejre i 24 timers løbet på Daytona.

Lance Stroll på Daytona
Copyright IMSA


Lance Stroll kørte i bil nummer 01, med Alex Wurz (tidligere Formel 1-kører), Brendon Hartley (WEC verdensmester for Porsche) og Andy Priaulx (tidligere verdensmester i standardvogne). Det er et ret godt selskab at være i og Stroll var faktisk lige så hurtig, som dem og den gang var han blot 17 år. Hvis alt dette ikke er nok til at gøre sig fortjent til at få en chance i Formel 1, så ved jeg ikke hvad det er.

Det er i hvert fald min holdning til det hele, men der må være nogen som har en anden holdning, siden Lance Stroll er blevet kaldt en penge-kører. Derfor må I meget gerne komme med jeres definition af en penge-kører nede i kommentarfeltet og fortælle, om I mener Lance Stroll er en penge-kører eller ej. På den måde kan vi alle komme med vores definition og måske svare på spørgsmålet "hvad er en penge-kører", fordi der vist er lige så mange definitioner på dette, som der er motorsports-fans.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Palmer fortsætter hos Renault Video: Massa og model kører Lancia »