-->

BMF1 forklarer: Hvad er ændret på Haas-raceren til 2019?

I torsdags præsenterede Haas-teamet deres nye våben, i kampen om vigtige VM-point til F1-sæsonen 2019. BMF1 har derfor lavet en artikel, der beskriver hvad der er nyt ved Haas-raceren i 2019.

Rich HAAS . Copyright Haas F1

Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 9/2 2019 klokken 13:02

I torsdags så F1-verdenen for første gang en af de nye biler til 2019-sæsonen.

Første ’spiller på banen' blev det amerikanske Haas-team, som i selskab med deres nye hovedsponsor, Rich Energy, havde inviteret pressen til et stort event i London, for at præsentere deres nye design.

Det første der springer i øjnene når man ser bilen første gang er, at bilen har skiftet farve - inspireret af Rich Energys karakteristiske farver i sort og guld. Haas har også allerede fået stor ros for det nye design, og flere sammenligner bilen med de legendariske Lotus John Player Special biler fra 70’erne.

Rich HAASRich HAAS
Copyright Haas F1


Bilen der blev præsenteret i London var en 2018-racer, med 2019-bemaling og frontvinge, men Haas-teamet udsendte herefter pressefotos af den rigtige 2019-racer.

BMF1 har derfor kigget nærmere på, hvad der har ændret sig på Haas-raceren til 2019-sæsonen.

Frontvingen er blevet en smule længere, men også meget bredere, så bilen har fået et ’ondere’ look. I 2018 havde holdene en masse ekstra vinger monteret på frontvingen, som hjalp med at dirigere luften de rette steder på/omkring bilen.

Rich HAASRich HAAS
Copyright Haas F1


De er nu blevet forbudt, så frontvingerne har et meget mere rent udseende, og bilerne er mindre afhængige af ’ren luft’ og dermed forhåbentlig kan køre tættere på hinanden.

Bremsetragterne foran er også ændret til 2019, så der ikke længere er en masse 'vinger' der dirigerer luften. Nu er de bare en simpel konstruktion som leder luften ind og køler bremserne.

Den nye bagvinge er bredere end sidste år, og Haas-teamet er nu gået i McLarens fodspor, og har monteret en serie af lodrette ’riller’ på højre og venstre ’endplate’ på bagvingen. Formålet er, at bedre kunne styre luften ved bagenden af bilen.

Selve bilens design bag køreren – dvs. sidepods og motorcoveret – er også betydeligt ændret til 2019. Motorcoveret er blevet smallere og lavere, hvilket betyder at bilen har mindre vindmodstand.

Rich HAASRich HAAS
Copyright Haas F1


Da motorcoveret er lavere betyder det, at ’hajfinnen’ oven på motorcoveret kan gå længere ned, og dermed fylde et større areal. Dermed kan hajfinnen bedre kontrollere vinden ned mod bagvingen af bilen.

Det virker til at bilens indre dele er ’pakket’ meget tættere sammen, hvilket gør at de har kunne bygge bilen mindre. Og en mindre bil har mindre vindmodstand.

Sidepodsene (hvor bilen henter luften ind til kølerne) er blevet mindre, hvilket kan betyde at Haas har fået gavn af, at Ferrari har fundet frem til såkaldt ’cooling performance’ til motoren.

Helt basalt betyder det, at en motor skal køles for at holde den rette temperatur. Det gør man bl.a. ved at dirigere luft ind i kølerne - og jo mere luft der skal bruges, jo mere vindmodstand er der.

Hvis motoren så behøver mindre køling, så betyder det at bilen skal dirigere mindre luft ind til køleren, og dermed har bilen mindre vindmodstand, hvilket betyder at den kan 'glide' lettere igennem luften.

Igen i år er sidepodsene blevet placeret højt oppe, for at få så ren luft som muligt, men de er også blevet placeret et stykke længere tilbage på bilen.

Rich HAASRich HAAS
Copyright Haas F1


At placere sidepods længere tilbage er en fordel, da fordækket ’stjæler' noget af luften og sender ’beskidt' luft videre.

Helt kort fortalt betyder det, at fordækket forstyrrer luften, og ved at rykke sidepodsene længere tilbage, kan man nemmere styre luften ind i køleren, så kølerne får et mere stabilt og effektivt flow af luft og dermed køling.

Haas har også kopieret et design som Williams introducerede for to år siden, hvor de har skabt åbninger i motorcoveret over kølerne, og har placeret dem bag det sted hvor Haloen er monteret på bilen.

Metoden er en virkelig effektiv måde til at lede varme væk fra motoren, uden at forstyrre bilens aerodynamik alt for meget, hvilket også er derfor Mercedes kopierede det fra Williams, og flere hold højest sandsynligt følger trop i 2019.

Alt i alt ser det ud til, at Haas har bygget en mindre bil som er mere tætpakket, hvilket betyder at den har mindre vindmodstand.

Fordelen i F1 er at få så meget downforce ud af så lidt vindmodstand som muligt, så det bliver interessant at følge det amerikanske team i 2019.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Claire vil kæmpe til det sidste Kørerne er blevet tungere i 2019 »