Selv ikke inkarnerede Hamilton-fans vil benægte, at det var en spændende sæsonafslutning sidste år i Abu Dhabi. Og slet ikke Verstappen-fans.
Ikke desto mindre er hovedpersonen til al spændingen, nu tidligere løbsdirektør Michael Masi, fyret. Det kunne også blive for spændende, synes især Mercedes og Lewis Hamilton. Og deres fans, forstås.
Derfor er der blevet luftet ud i stewards og løbsdirektørens 'war room', og i den nye 2022-sæson vil teamet bestå af ikke kun én men hele to løbsdirektører.
Som vi tidligere har skrevet, træder således tidligere løbsdirektør i FIA World Endurance Championship (WEC) Eduardo Freitas og DTM løbsdirektør Niels Wittich til, som erstatning for enmandshæren Masi.
At dømme ud fra ovennævnte jobskifte tyder alt på, at FIA, i bagklogskabens ulideligt klare lys, nu har erkendt, at Michael Masi havde en nærmest umenneskelig opgave under det sidste kvarters tid i Abu Dhabi. En opgave, som burde have været varetaget af to mand.
Michael Masi
Copyright formula 1
I lyset af det vanvittige pres, der hvilede på den "ensomme" mand med fingeren på den røde knap, gjorde Michael Masi altså det bedste, han følte at kunne. I et job, som man nu erkender kræver to mand.
Det er i hvert fald det synspunkt, som løbet vinder, Max Verstappen, tydeligt gav udtryk for efter første testdag i Barcelona, da vores kollegaer på
Motorsport for første gang siden Abu Dhabi fik mulighed for at spørge verdensmesteren, hvorvidt han var enig i fyringen af Masi.
"Jeg synes ikke det er rigtigt. Alle forsøger altid at gøre deres bedste. Alle kan altid bruge hjælp," lød det fra Verstappen.
"Ligesom os kørere - vi har hele holdet bag os, vi beviser det selv. For mig er det meget uretfærdigt, det der skete med Michael - han blev virkelig smidt under bussen."
Max Verstappen jagter Lewis Hamilton. Abu Dhabi 2021
Copyright Mercedes AMG F1 - LAT Images
"For det første er det uacceptabelt, at de fyrede ham på den måde. I det hele taget er det virkelig utroligt, at de fyrede ham."
"Jeg har virkelig ondt af Michael, fordi jeg synes, han var en meget dygtig og god løbsdirektør."
”Jeg har intet imod de nye løbsdirektører – for jeg synes også, de er meget dygtige og meget gode løbsdirektører. Men personligt, og for Michael, blev jeg virkelig ked af det, og jeg sendte ham også en sms.”
Michael Masi overtog posten som løbsdirektør efter Charlie Whiting, som døde pludseligt i 2019, og Verstappen mener, at man skal have forståelse for de store udfordringer der lå i at overtage posten med så kort varsel, som Masi gjorde.
"Han (Whiting, red.) havde så meget erfaring fra tidligere år, men Charlie havde også brug for hjælp omkring sig."
"Så bare at fyre ham (Masi, red.) er i mine øjne ikke den rigtige beslutning."
Red Bull-køreren kritiserede også den nu skrottede ordning, hvor teamcheferne kan kalde løbsdirektøren op på radioen under løbet. I overværelse af alverdens Tv-seere. Noget som også har været med til at øge presset på løbsdirektøren i den specifikke situation.
Toto Wolff og Christian Horner var flittige på radioen til Michael Masi under Abu Dhabis Grand Prix
Copyright Mercedes AMG F1 - LAT Images
Verstappen argumenterede ved at trække en parallel til dommere i andre sportgrene.
"Folk taler meget om, hvad der blev besluttet i Abu Dhabi, men kan du forestille dig en dommer i hvilken som helst anden sport, at træneren eller tilsvarende skriger dig i øret hele tiden?" spurgte han.
"Vi skal have ‘gult kort!’, ‘rødt kort!’, ‘vi skal bare fortsætte', 'nej der var ingen fejl!’".
"Det er umuligt at træffe en beslutning under de vilkår."
Selv om Verstappens egen teamchef, Christian Horner, var en af de flittige med radiokald til Masi (sammen med Toto Wolff), så mener hollænderen ikke desto mindre, at det var helt galt.
"Det burde være Michael alene, der tog beslutningerne på egen hånd, og det var svært, når man samtidig har folk til skrige sig ind i ørerne," lød det fra den nybagte verdensmester.