Australiens Grand Prix: Lando Norris vinder dramatisk løb

Lando Norris sikrede sig en dramatisk sejr i sæsonåbneren, hvor han overlevede tre genstarter af løbet, skiftende føringer og uforudsigelige vejrforhold.

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 16/3 2025 klokken 10:03

Max Verstappen blev nummer to, mens George Russell blev nummer tre. Kun 14 af de 20 kørere gennemførte løbet på grund af vejforholdendes indflydelse på banens tilstand.

På trods af de våde forhold startede løbet til tiden, hvor Oliver Bearman og Liam Lawson startede fra pitten. Desværre sluttede Isack Hadjars løb, før det overhovedet begyndte, da han snurrede og ramte barriererne under formationsomgangen med for store skader til følge.

Løbet startede med Norris, der holdt føringen, tæt fulgt af McLaren-holdkammeraten Oscar Piastri og Red Bulls Max Verstappen. Efter de første omgange mistede Jack Doohan kontrollen i sving 6, snurrede og ramte muren, hvilket udløste den første periode med safetycar.

Lige efter genstarten måtte Carlos Sainz udgå af sit debutløb for Williams, da han snurrede rundt og ramte barrieren på vej ind i sidste sving.

På slutningen af omgang syv blev løbet givet fri, hvor Norris fastholdt føringen foran Verstappen og Russell. Som løbet skred frem, skiftede vejrforholdene, og regnen tog til. På omgang 12 blev DRS aktiveret, og Verstappen begyndte at hente ind på Norris, og Piastri fulgte med.

På omgang 17 lavede Verstappen en fejl, låste sit ene fordæk og forbremsede sig ind i sving 11, hvilket gjorde det muligt for Piastri at overhale og rykke op på andenpladsen.

Det mere stabile vejr betød også en række pistop, hvor det taktiske element ift. dækvalg fik stor betydning, og som der senere måtte korrigeres for, da der igen begyndte at falde regn. Fernando Alonsos løb sluttede på omgang 34, da det ikke var muligt for spanieren at redde en overstyringen, inden han ramte væggen.

Efterhånden som regnen tiltog, var Norris kortvarigt en tur af banen, hvilket Verstappen udnyttede til at køre sig i føringen. Hollænderen valgte at forblive ude, men det var en svær kamp for ham at holde omgangstiderne oppe, hvorfor han til sidst kørte i pit.

Oscar Piastri røg også af banen, og det havde større konsekvenser for hjemmebanehelten, der kæmpede med at få bilen tilbage på rette vej.

Den tiltagende regn betød endnu en periode med safetycar, hvor Hamilton avancerede til andenpladsen. Verstappen blev kaldt i pit, hvorefter Hamilton overtog føringen i løbet i sin Ferrari debut.

Det varede dog ikke længe, før Norris igen var tilbage i føring. På omgang 41 var uheldet ude for Liam Lawson, der i sin Red-Bull debut ramte væggen og var ude af stand til at gennemføre løbet.

De sidste omgange blev en spændende duel mellem Norris og Verstappen, der nu havde mere optimale forhold at køre ræs under. Norris fik en god start efter frigivelsen af løbet, mens Verstappen en overgang kom under pres fra Russell.

Verstappen fik kørt sig tættere på Norris, men det lykkedes ikke for ham, at få vristet føringen ud af hænderne på briten, der således kunne krydse målstregen og tage sæsonens første sejr.

Russell indtog tredjepladsen, mens Kimi Antonelli, der senere blev degraderet til femtepladsen pga. en tidsstraf, krydsede stregen på fjerdepladsen. Alex Albon rykkede dermed op som nummer fire, mens Lance Stroll blev nummer seks.

Leclerc sluttede som nummer otte, mens Piastri fik en smule genrejsning efter sin ekskursion tidligere i løbet og sluttede på niendepladsen, mens Lewis Hamilton sikrede sig et enkelt point for ham og Ferrari.