SportPesa Racing Point F1 Team

Sergio Perez vintertest. Copyright: NFL media

Racing Point F1 Teams fortid er temmelig omtumlet omend de nye ejere intet har med forgængernes gentagne økonomiske vanskeligheder at gøre. Således er det nuværende team bygget på resterne af flere kuldsejlede F1-projekter.

Det hele startede med Jordan F1 Team, men økonomiske problemer tvang ejeren Eddie Jordan til at sælge til Midland F1 i 2005. Her gik det ikke meget bedre med hverken økonomi eller resultater, og Midland blev derfor opkøbt af sportsvognsfabrikken Spyker Cars i 2006. I 2007 måtte Spyker også smide håndklædet i ringen og solgte aktiverne til rigmanden Vijay Mallya, som året senere dannede Force India Formula One Team, almindeligvis kendt som Force India og senere Sahara Force India.

Sahara Force India markerede sig som et solidt midterteam indtil 2018, hvor økonomiske vanskeligheder gjorde, at teamet i juli måned blev sat under administration af High Court i London, og en lukning var faretruende nær. Redningen kom i form af den canadiske rigmand, Lawrence Stroll, der sammen med et konsortium af investorer trådte til med en økonomisk redningskrans. Gruppen købte boets aktiver og omdøbte det til Racing Point Force India.

I 2019 ændredes navnet endnu engang og fik det forkortede navn Racing Point F1 Team, men det var åbenbart ikke tilfredsstillende for hovedsponsoren, det kenyanske betting-firma SportPesa, som fik tilføjet sit brand til navnet.

Imidlertid var døbefonden næppe tør, før man i januar 2020 bekendtgjorde, at hovedaktionæren Lawrence Stroll havde købt sig ind i den konstant økonomisk skrantende, engelske sportsvognsfabrik Aston Martin. Konsekvensen af denne handel er, at Racing Point F1 fra og med 2021 endnu engang skifter navn, denne gang til Aston Martin - indtil videre, fristes man til at sige.

Hvorom alting er, så går man 2020-sæsonen i møde under navnet SportPesa Racing Point F1. Som hidtil er teamet hjemmehørende i Silverstone, England, og teamchefen hedder Otmar Szafnauer.

Diverse oplysninger
Homepagehttps://www.racingpointf1.com/
HovedsponsorSportPesa
Team ejerLawrence Stroll og en investorkreds
Antal point (alle år)125
Antal startede grand prix'er30
Kørere 201911. Sergio Perez
18. Lance Stroll


VM gennem tiderne

År Kørere VM point VM placering
2018 ... 52 8
2019 ... 73 7

2019 sæsonen

Nr. Løb Kørere Placeringer Point
1 Australien Stroll/Perez 9/13 2/0
2 Bahrain Perez/Stroll 10/14 1/0
3 Kina Perez/Stroll 8/12 4/0
4 Aserbajdsjan Perez/Stroll 6/9 8/2
5 Spanien Perez/Stroll 15/19 0/0
6 Monaco Perez/Stroll 13/16 0/0
7 Canada Stroll/Perez 9/12 2/0
8 Frankrig Perez/Stroll 12/13 0/0
9 Østrig Perez/Stroll 11/14 0/0
10 England Stroll/Perez 13/17 0/0
11 Tyskland Stroll/Perez 4/20 12/0
12 Ungarn Perez/Stroll 11/17 0/0
13 Belgien Perez/Stroll 6/10 8/1
14 Italien Perez/Stroll 7/12 6/0
15 Singapore Stroll/Perez 13/19 0/0
16 Rusland Perez/Stroll 7/11 6/0
17 Japan Perez/Stroll 8/9 4/2
18 Mexico Perez/Stroll 7/12 6/0
19 USA Perez/Stroll 10/13 1/0
20 Brasilien Perez/Stroll 9/19 2/0
21 Abu Dhabi Perez/Stroll 7/20 6/0
I alt i 2019 73
Sidste år | Næste år

2019 formkurve (løbsresultat) for Lance Stroll og Sergio Perez