Baner - Indianapolis
Indianapolis
| 2006 Info | |
|---|---|
| Land | USA |
| Længde | 4192 m |
| Antal omgange | 73 |
| Løbslængde | 306.016 km |
De seneste vindere på Indianapolis
| År | Kører | Team | Tid |
|---|---|---|---|
| 2007 | Lewis Hamilton | McLaren | 1T31:09.965 |
| 2006 | Michael Schumacher | Ferrari | 1T33:35.199 |
| 2005 | Michael Schumacher | Ferrari | 1T29:43.181 |
De seneste pole positions på Indianapolis
| År | Kører | Team | Tid |
|---|---|---|---|
| 2007 | Lewis Hamilton | McLaren | 1:12.331 |
| 2006 | Michael Schumacher | Ferrari | 1:10.832 |
HISTORIE:
Indianapolis Motor Speedway er ikke bare den ældste bane på Formel 1-kalenderen – det er den ældste bane, der stadig er i brug, overhovedet i hele verden! Den oprindelige bane blev anlagt om foråret i 1909 og var lavet af knuste sten og tjære. Til sammenligning er legendariske baner som Nürburgring, Monza, Monte Carlo, Spa Franchorchamps, og Le Mans banen er alle fra nogle "grønskollinger" fra 1920'erne.
Banen blev oprindelig bygget som en testfacilitet for den voksende bilindustri i staten Indiana, hvor Indianapolis er delstatshovedstad. Af og til blev der afholdt løb, hvor de samme bilproducenter kørte mod hinanden.
Desværre viste det sig, at den oprindelige overflade var katastrofal i forbindelse med åbningsbegivenhederne i august 1909 (man behøvede ikke så lang tid til at anlægge et motorsportsanlæg dengang som i dag). Så man tog konsekvensen og importerede 3.200.000 mursten, som man i stedet brugte som belægning. Der gik ikke lang tid, inden Indianapolis Motor Speedway havde fået sit øgenavn: "The Brickyard" – et navn som i allerhøjeste grad stadig hænger ved på trods af, at det nu kun er målstregen, der er lavet af mursten.
Keke Rosberg (Williams) fejrede sin sejr i Dallas i 1984 med en hyldest til cowboyderne.
Motorløb på Indianapolis var dog ikke en publikumssucces fra dag ét. Således var der så dårligt fremmøde, da man afholdte tre tredages arrangementer i 1910, at ejerne følte sig tvunget til at genoverveje mulighederne. Som resultat valgte man i stedet at satse på én stor begivenhed i 1911.
Den 30. maj 1911 (Memorial Day) blev der skrevet motorsportshistorie: det første Indianapolis 500 løb blev afhold med en præmiesum på $14.250. Som løbets navn antyder, så er det 500 mil (804,5 km) langt.
Med undtagelse af en enkelt dags ræs i september 1916, så blev der ikke afholdt andet en Indianapolis 500 frem til introduktionen af NASCAR løbet "Brickyard 400" i 1994!
Igennem tiderne har der selvfølgelig været udført større eller mindre ændringer på banen flere gange. Specielt blev der i 1936 lagt asfalt på de mest ujævne dele af banen, i 1941 overlevede kun murstenene på største delen af hovedlangsiden, og i 1961 gik man helt over til asfalt. Dog ligger de oprindelige mursten under asfalten det meste af vejen rundt, og ved målstregen har man beholdt én yard med sten.
| År | Pole Position | Hurtigste Omgang | Vinder |
|---|---|---|---|
| 1950 | W. Faulkner | J. Parsons | J. Parsons |
| 1951 | D. Nalon | L. Wallard | L. Wallard |
| 1952 | F. Aqabashian | B. Vukovich | T. Ruttman |
| 1953 | B. Vukovich | B. Vukovich | B. Vukovich |
| 1954 | J. McGrath | J. McGrath | B. Vukovich |
| 1955 | J. Hoyt | B. Vukovich | B. Sweikert |
| 1956 | P. Flaherty | P. Russe | P. Flaherty |
| 1957 | P. O'Conner | J. Rathmann | S. Hanks |
| 1958 | D. Rathmann | T. Bettenhausen | J. Bryan |
| 1959 | J. Thomson | J. Thomson | R. Ward |
| 1960 | E. Sachs | J. Rathmann | J. Rathmann |
| 2000 | M. Schumacher | D. Coulthard | M. Schumacher |
| 2001 | M. Schumacher | J.P. Montoya | M. Häkkinen |
| 2002 | M. Schumacher | R. Barrichello | R. Barrichello |
| 2003 | K. Räikkönen | M. Schumacher | M. Schumacher |
| 2004 | R. Barrichello | R. Barrichello | M. Schumacher |
| 2005 | J. Trulli | M. Schumacher | M. Schumacher |
| 2006 | M. Schumacher | M. Schumacher | M. Schumacher |
Da man i 1950 grundlagde Formel 1, valgte man at lade Indianapolis 500 indgå som en del af serien. Det blev dog aldrig videre populært hos kørerne at drage over Atlanten, så efter 1960 blev Indianapolis taget af plakaten.
I 2000 gjorde man forsøget igen, men denne gange skulle det være et selvstændigt løb. Løbet blev vundet af Michael Schumacher, der også startede fra pole position. Dermed havde Formel 1 gjort endnu et forsøg på at få fodfæste i USA.
Ud over de 11 gange Indianapolis 500 var en del af Formel 1-kalenderen, så har der været adskillige besøg til USA gennem tiderne på en lang række baner. Fællestrækket har dog været, at det har været med begrænset succes, hvilket man måske også godt kan forstå, når man har kunnet finde på at anlægge en bane på parkeringspladsen ved casinoet Caesar's Palace.
Det første løb, der blev kaldet USA's Grand Prix blev afviklet på Sebring-banen i Florida i 1959. I modsætning til løbene på Indianapolis var det de kendte navne fra Formel 1, der løb med overskrifterne: Stirling Moss tog pole, og Bruce McLaren vandt løbet, efter at han overtog føringen fra Jack Brabham på allersidste omgang, da denne løb tør.
| 2001 - Häkkinens sidste sejr | |
|---|---|
| Med kørerne delt mellem ét- og to-stops strategier var der lagt op til et spændende løb, der blev afviklet bare 19 dage efter 11. september terroraktionen. Rubens Barrichello (Ferrari) i starten skød frem som skudt ud af en kanon blandt andet med en overhaling af Juan Pablo Montoya (Williams), som siden hen i en flot overhaling kom forbi Michael Schumacher (Ferrari), hvorefter det lignede at columbianerens ét-stop strategi skulle give bonus. Det gjorde det ikke, da han blev sat ud af spillet på grund af hydrauliske problemer. I stedet tog Mika Häkkinen (McLaren) fordel af sin Mercedes-motor gode brændstoføkonomi, hvorved han kunne blive ude på sit første stint i lang tid. Mod slutningen forsøgte Barrichello at indhente ham, men motoren gav op med få omgange igen, hvormed Häkkinen kunne tage karrierens sidste Formel 1-sejr. Nick Heidfeld (Sauber) fortjener også ros for løbet. Dels kvalificerede han sig lige bag David Coulthard (McLaren), som han også pressede i starten af løbet Senere overhalede han Ralf Schumacher (Williams) og præsterede at slutte i top seks på trods af, at han manglede både andet og syvende gear. |
1: Häkkinen 2: M. Schumacher 3: Coulthard 4: Trulli 5: Irvine 6: Heidfeld 7: Alesi 8: Fisichella |
2002 - Ferrari fotofinish? |
| Bortset fra en sammenstød mellem de to Williams-kørere, Juan Pablo Montoya og Ralf Schumacher, i starten af anden omgang, hvilket fik Frank Williams til at komme op i det røde felt, så vil løbet stort set kun blive husket for én ting. Hele weekenden havde Michael Schumacher og Rubens Barrichello - begge Ferrari - været dominerende med Schumacher som den hurtigste. Sådan var det også i løbet, men på vej ned ad langsiden på sidste omgang bremser Schumacher op, og Barrichello ender med at vinde med 11 tusindedele af et sekund - den næstmindste margin i Formel 1-historien (Italiens Grand Prix 1971 blev vundet med én tiendedel). Schumachers forklaring bagefter var, at han havde forsøgt at opnå dødt løb. Andre spekulerede i, om han ville betale Barrichello tilbage for teamordren i Østrig tidligere på året. I alt fald var der et ramaskrig, der sørgede for, at der blev snakket om løbet i langt længere tid, end de sportslige begivenheder berettigede til. |
1: Barrichello 2: M. Schumacher 3: Coulthard 4: Montoya 5: Trulli 6: Villeneuve 7: Fisichella 8: Button |
2003 - Schumacher lægger grunden til titlen |
| Inden løbet i USA var det et krav til Kimi Räikkönen (McLaren) og Juan Pablo Montoya (Williams), at hvis de ville true Michael Schumacher (Ferrari) i kampen om titlen, så skulle de besejre ham. Efter kvalifikationen så det ud til meget vel at kunne lade sig gøre: Räikkönen startede på pole, Montoya som nummer fire, og Schumacher helt nede som nummer syv. Da starten gik, forsvarede Räikkönen flot sin føring, men så begyndte vejrguderne at spille med, og under de skiftende forhold, der var i resten af løbet, var Bridgestone-dækkene overlegne, samtidig med at Schumacher viste super kørsel. Kun en lige så flot præstation af Räikkönen sikrede, at der stadig var en lille gnist af spænding tilbage i mesterskabet inden sæsonens sidste løb i Japan. En anden stor vinder blev Sauber, der med en kombination af en rigtig god strategi og lige så god kørsel af Heinz-Harald Frentzen og Nick Heidfeld sikrede sig henholdsvis tredje- og femtepladsen i løbet, hvorved de sprang fra en niende- til en femteplads i konstruktørernes mesterskab. I øvrigt blev en meget debatteret straf tildelt Montoya for et lidt optimistisk overhalingsforsøg af Rubens Barrichello årsag til, at man nu generelt først uddeler straffe for uheld efter løbet er slut. |
1: M. Schumacher 2: Räikkönen 3: Frentzen 4: Trulli 5: Heidfeld 6: Montoya 7: Fisichella 8: Wilson |
2004 - Drama |
| Selvom resultatet af løbet endte med at blive som det var så mange gange i 2004 med Michael Schumacher (Ferrari) som vinder foran Rubens Barrichello (Ferrari), så bød løbet på megen dramatik. Først var der en større kollision ved løbets start, hvor fire kørere udgik, otte omgange senere fløj Fernando Alonso (Renault) af banen forenden af langsiden, og ikke mindst så stod Ralf Schumacher for sæsonen værste uheld omgangen senere, da han mistede kontrollen med Williams-raceren på vej ud på langsiden, hvilket betød, at han fik en ordentlig tur i betonmuren. Ved uheldet beskadigede han to nakkehvirvler, hvilket holdt ham ude af motorsport i lang tid, men ellers slap han heldigvis med skrækken. Desuden blev Juan Pablo Montoya diskvalificeret for andet løb i træk, uden han dog kunne bebrejdes noget for nogen af gangene. Hans bil ville ikke starte, da opvarmningsomgangen skulle i gang, så han sprintede over i pitten for at hoppe i reservebilen. Mest skammeligt var det, at det tog stewardsene 50 omgange at finde ud af, at det var i strid med reglerne! |
1: M. Schumacher 2: Barrichello 3: Sato 4: Trulli 5: Panis 6: Räikkönen 7: Coulthard 8: Baumgartner |
2005 - Dækskandale |
| Idet nogle af kørerne, der havde Michelin-dæk på bilen, havde oplevet problemer i løbet af fredagen og lørdagen sammenholdt med erfaring fra 2004, hvor Ralf Schumacher viste, hvor galt det kan gå, når det går galt på Indianapolis, så meddelte de involverede hold, at de ikke turde køre uden modifikationer til det sidste sving ind på opløbsstrækningen. De foreslog at bygge en midlertidig chikane, i hvilket fald Michelin-holdene skulle køre uden for konkurrence. Det ville Ferrari og FIA ikke være med til, og der var i stedet forslag fremme om, at de berørte kørere måtte undlade at køre 100% gennem svinget eller tage turen gennem pitten. Det hele endte med, at de 14 kørere med Michelin-dæk valgte at køre i pit efter opvarmningsomgangen og så blive der. Derfor blev løbet afviklet med bare seks biler på banen: to biler fra hvert af holdene Ferrari, Jordan og Minardi. Uanset om man mener den ene eller den anden part havde ret, så er der ikke mange der argumenterer imod, at det var en pinlig skandale. |
1: M. Schumacher 2: Barrichello 3: Monteiro 4: Karthikeyan 5: Albers 6: Friesacher |
2006 – Ferrari blæser til angreb |
| Løbet på Indianapolis kom i høj grad til at markere starten på Ferraris angreb på Renault i kampen om de to verdensmesterskaber. I kvalifikationen var Michael Schumacher mere end ét sekund hurtigere end den bedste ikke-Ferrari kører. Samtidig døjede Fernando Alonso (Renault) med understyring, så han endte nede på femtepladsen. For Juan Pablo Montoya blev det det sidste løb, inden han blev fyret af McLaren – og det blev ikke det exit, han kunne drømme om. Under starten kørte han ind i sin holdkammerat Kimi Räikkönen, som blev skubbet ind i Nick Heidfeld (BMW). Da det hele var overstået, var også Scott Speed (Toro Rosso) og Hondas Jenson Button (omend han gennemførte tre omgange) udgået. I alt udgik syv biler på første omgang. Se også vores løbsrapport. |
1: M. Schumacher 2: Massa 3: Fisichella 4: Trulli 5: Alonso 6: Barrichello 7: Coulthard 8: Liuzzi |
Efter Sebring gik turen allerede året efter til Riverside i Californien og så videre til Watkins Glen i staten New York. Her lykkedes det at etablere en base for USA's Grand Prix, idet man afholdte løbet her hvert år til og med 1980.
Selvom USA's Grand Prix mellem 1980 og 2000 kun blev afviklet tre gange, nemlig i 1989 til 1991 hvor man kørte i Phoenix, så var der Formel 1 alligevel til stede i USA i flere af de andre år. Løbene har bare heddet noget andet såsom: USA-Dallas (1984), USA-Detroit (1982-1988), USA-Las Vegas (1981-1982) og USA-Long Beach (1976-1983).
Generelt var disse forsøg ikke den store succes. For eksempel var det så varmt ved løbet i Dallas, at vejbelægningen slet ikke kunne holde til det, og flere kørere udgik efter at have spundet af banen. Det måske mest mindeværdige var da Nigel Mansell skubbede sin Williams-racer over målstregen til en sjetteplads.
Giancarlo Fisichella, Renault R25, USA 2005
BANEN:
Indianapolis Motor Speedway ligger cirka 11 kilometer nordvest fra downtown Indianapolis i staten Indiana, som ligger lige øst for staten Illinois, der har Chicago som dens største by, og mod nord ligger Michigan-søen. De nærmeste kendte byer er Chicago (300 km mod nordvest) og Detroit (450 km mod nordøst).
Indianapolis blev grundlagt som delstatshovedstad i 1821 og har nu omkring 800.000 indbyggere, mens der er omkring 2 millioner i det samlede byområde omkring Indianapolis.
Selve banen tager naturligvis udgangspunkt i den legendariske oval, der bliver brugt til Indianapolis 500 løbet, men med store modifikationer. Ovalbanen er på traditionel amerikansk vis opbygget af 4 hævede sving, der er forbundet af to langsider. Hvert sving er nøjagtigt 440 yards (lige over 400 meter) og hældningen i svingene er på 9 grader og 12 minutter. Den samlede omgang er på 2,5 mil (4023 meter).
Giancarlo Fisichella, Renault R25, i pit lane, USA, 2004
Formel 1 banen deler bare det ene sving og hovedlangsiden med ovalen. Resten af omgangen foregår på en "Mickey Mouse" sektion i inderkredsen. En omgang er 4192 meter lang, hvilket gør banen til den næstkorteste i Formel 1-kalenderen, kun slået af bybanen i Monte Carlo.
Det betyder også, at opsætningen bliver et stort kompromis mellem at skulle have nok downforce til at kunne køre hurtigt på den snørklede sektion, og lidt nok til at få nok fart på det meget lange stykke, hvor speederen holdes i bund.
| Banen | |
|---|---|
| Banenavn | Indianapolis Motor Speedway ("The Brickyard") |
| By | Indianapolis, Indiana |
| Første Grand Prix | 30. maj 1950 |
| Antal Grand Prixer | 18 |
| Hjemmeside | www.usgpindy.com | Rekorder |
| Banerekord - pole | 1:10.223 (Rubens Barrichello, 2004) 214,903 km/h |
| Banerekord - løb | 1:10.399 (Rubens Barrichello, 2004) 214,366 km/h |
| Hurtigste løb | 1t29:43.181 (Michael Schumacher, 2005) 204,658 km/h |
| Flest sejre | 5 (Michael Schumacher) 6 (Ferrari) |
| Flest poles | 4 (Michael Schumacher) 6 (Kurtis Kraft) |
| Flest hurtigste omgange | 3 (Bill Vukovich, Michael Schumacher) 7 (Kurtis Kraft) |
Specifikationer |
| Antal sving | 13 sving (9 højre, 4 venstre) |
Typisk vælger holdene at vægte indersektionen højest, da der tidsmæssigt er mest at vinde ved det, men jo mere downforce jo lavere hastighed på langsiden, og da det er det eneste gode overhalingssted, er det alligevel nødvendigt med en høj nok topfart dér til at kunne afværge overhalingsforsøg og til selv at kunne angribe. Dette kompromis betyder, at selvom Indianapolis har det længste stræk i Formel 1-kalenderen, hvor man holder speederen i bund, så når tophastigheden "kun" op på 335 km/t, hvor imod for eksempel Monza kan bryste sig mig en fartrekord på omkring 370 km/t.
Omgangen starter på hovedlangsiden og man kører med urets retning, hvilket er det modsatte af det, som de amerikanske tilskuere kender fra Indianapolis 500. Sving 1 er stedet, hvor man drejer fra oval delen og ind for den del, der er lavet op til 2000, hvor Formel 1 vente tilbage til USA.
Juan Pablo Montoya WilliamsF1 BMW FW26 USA 2004
Det er et knap 90 graders skarp højresving, der hurtigt bliver efterfulgt af endnu et 90 graders sving – denne gang til venstre. Derefter kommer der et hurtigt højresving op mod et noget skarpere højresving. Efter et kort stykke lige ud kommer Sving 5, der fører ned til et 180 graders venstresving, hvilket tages med omkring 115 km/t.
Herefter drejes der til højre ind på baglangsiden, som er det eneste andet sted på banen ud over ovaldelen, hvor der for alvor kan blive trådt på speederen. Her når kørerne op på knap 300 km/t, inden det går 90 grader mod venstre ind i to hårnålelignende sving, hvoraf det sidste tages med omgangens laveste fart på 90 km/t.
Banekort for Indianapolis
Efter et højresving går det direkte tilbage mod ovalbanen, som man kommer ind på i slutningen af det, der ville have været sving 3, hvis man havde fulgt ovalen hele vejen. Banens sidste sving er rundt i det hævede sving, hvor der ikke er nogen problemer med at holde speederen i bund. Herefter mangler kun strækket ned ad langsiden mod de berømte en yard mursten, der danner målstregen.