Baner - Circuit de Catalunya



Circuit de Catalunya


2017 Info
Land Spanien
Længde 4655 m
Antal omgange 66
Løbslængde 307.23 km


De seneste vindere på Circuit de Catalunya

År Kører Team Tid
2017 Lewis Hamilton Mercedes AMG 1T35:56.497
2016 Max Verstappen Red Bull 1T41:40.017
2015 Nico Rosberg Mercedes AMG 1T41:12.555
2014 Lewis Hamilton Mercedes AMG 1T41:05.155
2013 Fernando Alonso Ferrari 1T39:16.596
2012 Pastor Maldonado Williams 1T39:09.145
2011 Sebastian Vettel Red Bull 1T39:03.301
2010 Mark Webber Red Bull 1T35:44.101
2009 Jenson Button Brawn GP 1T37:19.202
2008 Kimi Räikkönen Ferrari 1T38:19.051


De seneste pole positions på Circuit de Catalunya

År Kører Team Tid
2017 Lewis Hamilton Mercedes AMG 1:19.149
2016 Lewis Hamilton Mercedes AMG 1:22.000
2015 Nico Rosberg Mercedes AMG 1:24.681
2014 Lewis Hamilton Mercedes AMG 1:25.232
2013 Nico Rosberg Mercedes AMG 1:20.718
2012 Lewis Hamilton McLaren 1:21.707
2011 Mark Webber Red Bull 1:20.981
2010 Mark Webber Red Bull 1:19.995
2009 Jenson Button Brawn GP 1:20.527
2008 Kimi Räikkönen Ferrari 1:21.813


Fernando Alonso
Copyright McLaren Media
Starten
Copyright Ferrari Media


HISTORIEN:

Circuit de Catalunya er en relativ ung bane, og Spaniens Grand Prix har da også rødder tilbage fra før, denne bane blev anlagt. Allerede tilbage i Formel 1s barndom blev der kørt løb i Spanien. Oprindeligt var det den simple Pedralbas-bane, der var i brug. Det var en 6,3 kilometer lang gadebane anlagt i Barcelonas forstæder. Løbet var dog ikke den store succes, og efter to forsøg i 1951 og 1954 vendte Formel 1 ryggen til Spanien og vendte ikke tilbage før 1968, hvor man indledte en otte-årig periode, hvor man skiftevis afholdt Grand Prixet på Jarama-banen (lige år) og Montjuïc-banen (ulige år). Circuito Permanente Del Jarama ligger ved Madrid og er en snirklet 3,4 kilometer lang bane designet af John Hugenholtz, som også står bag den hollandske Zandvoort- og den japanske Suzuka-bane.

Rivaliseringen mellem Madrid og Barcelona gjorde, at man hvert andet år afholdt løbene på Montjuïc-banen. I 1975 blev løbet dog ramt af en tragedie. Mange af kørerne betragtede banen som alt for farlig, og for eksempel trak den dobbelte verdensmester Emerson Fittipaldi sig ud af løbet i protest allerede i første sving. Desværre gik det helt galt senere i løbet, da Rolf Stommelen (Hill) på 26. omgang kørte af banen og dræbte fire tilskuere. Tre omgange senere blev løbet afbrudt, og Formel 1 er ikke vendt tilbage siden.

Til og med 1981 fortsatte man på Jarama-banen, inden man igen holdt en pause. Fra 1986 til 1990 forsøgte man sig på Circuito Permante de Jerez. Løbene bød på godt race, men den relativt afsides placering betød, at der aldrig kom de store tilskuermængder, og man valgte derfor at flytte løbet til dets nuværende placering. Jerez vendte dog tilbage to gange, i 1994 og 1997, hvor banen lagde asfalt til Europas Grand Prix.

Circuit de Catalunya har som sagt været vært for Spaniens Grand Prix siden 1991 og er den tredje bane, man kører på i Barcelona. Man påbegyndte anlæggelsen i 1989 og kunne foretage den officielle åbning den 10. september 1991, bare fem dage før det første officielle løb, og den 19. september kom Formel 1 tilbage til Katalonien.

På trods af banens renommé som værende kedelig, så har der været et par nævneværdige episoder. I åbningsløbet kørte Ayrton Senna (McLaren) og den senere vinder Nigel Mansell (Williams) side om side ned ad hele langsiden i kampen om føringen i starten af løbet – en duel som Mansell trak sig sejrrigt ud af.

I 1994 lykkedes det Michael Schumacher (Benetton) at slutte på andenpladsen efter Damon Hill (Williams) på trods af, at han i halvdelen af løbet kun havde fjerde gear til sin rådighed. To år senere tog han sin første sejr for Ferrari på banen efter at have domineret løbet, der blev afviklet i kraftigt regnvejr.

BANEN:

Selvom Circuit de Catalunya ofte omtales som Barcelona-banen, så ligger den i modsætning til Montjuïc-banen ikke i selve Barcelona men i stedet i Montmeló, der ligger cirka 20 kilometer nordligere.

Ofte beskyldes banen for at være kedelig, blandt andet på grund af, at den ligger i et meget fladt område, og at det på mange måder er en gennemsnitsbane. Det sidste er også grunden til, at der bliver kørt ufattelig mange testkilometer på banen, hvilket igen er med til at sikre, at alle holdene og kørerne er optimalt forberedte til udfordringerne.



Dermed bliver der ikke det store behov for at være aktiv på banen i de frie træninger – specielt ikke i denne æra, hvor motorerne ikke kan skiftes efter forgodtbefindende. Det betyder også, at bilerne som oftest er noget nær optimalt sat op til kvalifikation og løb, hvilket tager en del af udfordringen for holdene og kørerne. Det er derfor heller ikke helt tilfældigt, at alle kørere, som i perioden fra 1992 til og med 2004 har sat sig på pole position på Circuit de Catalunya også er endt med at blive verdensmester.

Selve banen er en medium hurtig bane. Start-/mållangsiden er med sine godt 1000 meter en af de længste på Formel 1-kalenderen. Den efterfølges af banens bedste overhalingsmulighed, Elf-kurven, en højre-venstre svingkombination, hvor der også let kan opstå trængsel i starten. Opbremsningen til svinget går fra op mod 320 km/t til knap 150 km/t, hvilket giver mulighed for en bremseduel.

Efter Elf-kurven går det videre ind i højfartskurven, Renault, hvor hastigheder på over 270 km/t nås inden udgangen og efterfølges af endnu en hård opbremsning på vej ind i Repsol-kurven. Herefter følger det første af to relativt snørklede sektioner. Disse er adskilt af to langsider med Campsa-svinget mellem dem.

Omgangen afsluttedes tidligere med et regulært kapløb op mod langsiden. Efter kørerne kommer ud af Banc Sabadell var det indtil 2007 stort set fuld fart resten af vejen gennem højfartssvinget New Holland, som skulle tages optimalt for at bringe så meget fart som muligt med ud på den lange langside. Op til 2007-sæsonen besluttede man dog at lægge en chikane ind her, så det, som tidligere var én lang højrekurve nu i stedet blev til en højre-venstre-højre kombination. Beslutningen blev taget for at give bedre overhalingsmuligheder og skabe forøget spænding i det spanske GP, som alt for ofte udviklede sig til et statisk løb.

Banen
Banenavn Circuit de Catalunya
By Montmeló (Barcelona)
Tidszone Samme tid som Danmark
Første Grand Prix 29. september 1991
Antal Grand Prixer 25
Hjemmeside https://www.circuitcat.com//
Rekorder (2007 Layout)
Banerekord - Pole 1:19.995, Mark Webber(2010)
Banerekord - Løb 1:21.670, Kimi Räikkönen (2008)
Hurtigste løb 1t31:36.230, Felipe Massa(2007)
Årets Løb
Omgangslængde 4,655 km
Omgange i løbet 66
Løbsdistance 307.104 km



Google Map

Klik på Google logoet nederst i venstre hjørne for at se kortet i hele vinduet.