Baner - Monza



Monza


2017 Info
Land Italien
Længde 5793 m
Antal omgange 53
Løbslængde 307.029 km


De seneste vindere på Monza

År Kører Team Tid
2016 Nico Rosberg Mercedes AMG 1T17:28.089
2015 Lewis Hamilton Mercedes AMG 1T18:00.688
2014 Lewis Hamilton Mercedes AMG 1T19:10.236
2013 Sebastian Vettel Red Bull 1T18:33.352
2012 Lewis Hamilton McLaren 1T19:41.221
2011 Sebastian Vettel Red Bull 1T20:46.172
2010 Fernando Alonso Ferrari 1T16:24.572
2009 Rubens Barrichello Brawn GP 1T16:21.706
2008 Sebastian Vettel Scuderia Toro Rosso 1T26:47.494
2007 Fernando Alonso McLaren 1T18:37.806


De seneste pole positions på Monza

År Kører Team Tid
2016 Lewis Hamilton Mercedes AMG 1:21.135
2015 Lewis Hamilton Mercedes AMG 1:23.397
2014 Lewis Hamilton Mercedes AMG 1:24.109
2013 Sebastian Vettel Red Bull 1:23.755
2012 Lewis Hamilton McLaren 1:24.010
2011 Sebastian Vettel Red Bull 1:22.275
2010 Fernando Alonso Ferrari 1:21.962
2009 Lewis Hamilton McLaren 1:24.066
2008 Sebastian Vettel Scuderia Toro Rosso 1:37.555
2007 Fernando Alonso McLaren 1:21.997


Ferrari fans med det helt store flag
Copyright Allan Haslund




Fly by på Monza.
Copyright Ferrari Media


HISTORIEN:

Blandt de mange baner, der gennem årene har været vært for Formel 1-løb, er der nogle få, der skiller sig ud som klassikere. Få – om nogen – fortjener denne betegnelse mere end Monza, der med undtagelse af 1980 har været vært for Det italienske Grand Prix hvert eneste år siden 1950. Dermed er Monza mere anvendt end selv Monte Carlo.



Med en historie, der strækker sig helt tilbage til 1922, hører Monza til i samme kategori som baner som Monte Carlo, Le Mans, Spa-Francorchamps og Indianapolis. Milano Automobilklub ville markere sit 25 års jubilæum, der skulle finde sted i marts 1922. Derfor gik man i januar måned i gang med at anlægge en permanent, uafhængig installation, der kunne anvendes til motorsport og testning for at kunne opfylde behovet hos de forskellige italienske bilproducenter.

Den oprindelige plan gik på to baner – en højfartsbane og en bane, der mere skulle teste køreregenskaber – med en samlet længde på 14 kilometer. Den første sten blev lagt i februar, men der gik ikke mange dage, inden arbejdet blev stoppet igen. Det var viceministeren for offentlige anliggender, der stod bag ordren på grund af "artistisk og monumental værdi og landskabsbevaring." Det endte dog med, at man kom til enighed, men prisen var, at man blev nød til at reducere længden til 10 kilometer.

Arbejdet blev genoptaget den 15. maj, og banen stod klar bare 110 dage senere. Undervejs havde der været 3500 arbejdere, 200 arbejdsvogne, 30 lastbiler, en fem kilometer lang jernbane, 2 lokomotiver og 80 biler involveret i arbejdet. Allerede den 28. juli kunne banen gennemkøres for første gang af Petro Bordino og Felice Nazzaro i en Fiat 570.

Den originale bane bestod af en højhastighedsring (ovalbane) på 4,5 kilometer med to hævede kurver med en radius på 320 meter. Forskellen på indersiden og ydersiden var 2,6 meter. Dette gav mulighed for en teoretisk tophastighed på 180-190 km/t. Langsiderne var 1070 meter lange.

Den anden del af anlægget bestod af en 5,5 kilometer lang bane inklusiv kurver med en radius på 600 meter ned til 90 meter. Den maksimale bredde var 12 meter.

Langsiderne var makadamiserede (sammenpressede småsten) og bundet sammen med tjære, mens kurvernes overflade bestod af beton bundet sammen med tjære.

Den officielle åbning fandt sted den 3. september 1922 med et løb, der blev vundet af Pietro Bordino i en Fiat 501. Fem dage senere var det så motorcyklerne, der fik lov at indtage banen, og den 10. september blev det andet italienske Grand Prix (det første blev afviklet i 1921 nær Brescia) kørt og for anden gang på en uge vandt Bordino, denne gang i en 6 cylinders Fiat 804.

De første fem år foregik alle løb på den kombinerede bane på i alt 10 kilometer, men inden for få år havde både biler og motorcykler øget deres fart så meget, at de overgik grænserne for de krængede sving. Allerede i 1924 og i endnu højere grad 1925 nåede man op på hastigheder på mere end 220 kilometer i timen hos bilerne.

I 1928 under Italiens og Europas Grand Prix indtraf det værste uheld i italiensk motorsportshistorie. En kollision på langsiden med tilskuerpladserne betød, at køreren Emilio Materassi sammen med 27 tilskuere mistede livet.



På grund af Materassis tragiske uheld året før kørte man i 1929 udelukkende på ovalbanen; selv motorcyklerne benyttede denne bane. For første gang nåede man op på en gennemsnitfart på 200 km/t, opnået af Varzi i en Alfa Romeo og Alfieri Maserati i en Maserati.

Samtidig havde præsidenten for Motorsportskommisionen Vincenzo Florio udtænkt et nyt layout af banen, hvor man brugte den almindelige bane, som man så via en kort langside var forbundet med det hævede sving i den sydlige ende. Dermed fik man en 6.680 meter lang rundstrækning, som man meget passende kaldte for "Florio Banen", og denne blev brugt i 1938 Grand Prix'et.

I 1932 og 1933 gik man dog tilbage til den fulde 10 kilometer lange bane, men i det sidste år mistede tre kørere livet i det sydlige hævede sving, da de mistede kontrollen på grund af olie på banen.

Disse tre nye dødsfald fik den konsekvens, at man søgte efter alle mulige alternative layouts af Monza-banen. Man prøvede også at installere to kunstige chikaner på banen, og resultatet var en meget langsom bane, hvor vinderne kun klarede en gennemsnitsfart på 105 km/t. De to efterfølgende år vendte man tilbage til "Florio Banen" fuld af chikaner.

I 1938 gik man i gang med en gennemgribende modifikation af anlægget, inklusiv at man gav den almindelige bane en ny overflade, rev de to hævede kurver på ovalen ned, konstruerede en ny og større hovedtribune af armeret beton, nyt pits og servicebygninger og en renovation af resultattavlen. Den centrale langside (den der i dag fører hen til Parabolica) blev flyttet mod vest og forbundet med tribunelangsiden af to 90 graders sving med 60 meters radius. Den nye bane var 6.300 meter lang og forblev i brug helt frem til 1954.



Man nåede aldrig rigtigt at bruge den nye bane, inden Anden Verdenskrig var en realitet, hvilket selvfølgelig satte en stopper for de sportslige aktiviteter. Banen fik dog ikke lov at stå øde, da den for eksempel blev brugt som tilflugtssted for det Offentlige Automobil Register, nogle af kontorerne for Milanos Automobilklub, og endda nogle dyr fra Milano Zoo.

Da krigen i april 1945 nærmede sig sin afslutning var start/mål-langsiden vært for en parade af allierede panserkørertøjer, hvilket ødelagde banen. Senere blev store områder brugt til opmagasinering af militærkørertøjer og overskudsting fra krigen. Både banen, pitten, bygninger og tribuner havde taget skade, og der var ikke meget brugbart tilbage.

I begyndelsen af 1948 besluttede Milanos Automobilklub at foretage en komplet restaurering af Monza, hvilket man var i stand til at gøre på bare to måneder. Den 17. oktober afholdet man et Grand Prix for Formel 1-biler med franskmanden Wimille i en Alfa Romeo 158 som sejrherre. Den højeste gennemsnitsfart for en enkelt omgang var 188 km/t sat af Sanesi i en Alfa Romeo.

Den 3. september 1950 kunne man så invitere til det første løb i den nystartede verdensmesterskabsserie for Formel 1-biler. Løbet markerede afslutningen på sæsonen og blev vundet af Nino Farina, som dermed sikrede sig verdensmesterskabet foran Juan Manuel Fangio, der ellers første mesterskabet inden løbet.



I 1955 besluttede man at gå i gang med at omdanne hele anlægget for at gøre det mere funktionelt. Man lavede igen en 10 kilometer lang bane i det store hele efter samme opskrift som den oprindelige 1922 plan. Den nye oval blev lavet i armeret beton i stedet for de oprindelige jordvolde og havde en længde på 4250 meter.

Den almindelige bane blev reduceret i længden på det centrale langside og start/mål-langsiden. Desuden introducerede man i den sydlige ende et enkelt sving i stedet for de to halvfems graders sving. Dette nye sving havde en svag hældning og radius var større i slutningen af svinget end i starten – med andre ord "Parabolica" var født. Længden af hele banen var 5750 meter.

Perioden fik en meget trist start. Efter at Alberto Ascari havde overlevet en tur i havnen i Monte Carlo fire dage tidligere, kørte han galt, da han lige skulle prøve sin ven Castellottis Ferrari. Iført skjorte, almindelige bukser og Castellottis hjem (Ascari var ellers meget overtroisk på det punkt), skred han ud, slog to kolbøtter og blev smidt ud af bilen. Ascari døde desværre af sine kvæstelser få minutter senere.

Den fulde bane på 10.000 meter blev brugt til Formel 1 i alt fire gange: 1955, 1956, 1960 og 1961. De andre år holdt man sig fra ovaldelen. Til gengæld blev denne brugt til adskillige rekordforsøg og i 1957 og 1958 forsøgte man sig med et Monza 500 mils løb med Indianapolis Formel biler.

Udviklingen inden for Formel 1 med motorer liggende bag i bilen, monocoque og lettere karosserier betød, at det ikke var særlig ideelt at blive ved med at køre på ovalen.

Dødsdommen over den 10 kilometer lange udgave af banen kom efter Italiens Grand Prix i 1961, hvor Wolfgang von Trips i en Ferrari kørte galt på vej ind i Parabolica-kurven. Ikke nok med at han selv mistede livet, men også elleve tilskuere døde.

Samme år gik man i gang med en stor sikkerhedsplan, hvor man lavede forstærkede hegn og sikkerhedsværn og to år senere blev pitten helt ombygget.

1970 blev endnu en gang et år, som bød på et dødsfald på banen. Jochen Rindt kørte galt på vej ind i Parabolica og sammenstødet med sikkerhedsbarrieren var mere end datidens biler kunne klare. Rindt blev senere kåret som verdensmester postmortem.

Som det ses af ovenstående tabel gik hastighederne kun en vej: op. I 1971 blev løbet gennemført med en gennemsnitsfart på hele 242,620 km/t, en Formel 1-rekord der blev stående helt indtil 2003, hvor Michael Schumacher slog den. Under træningerne nåede man op på over 251 km/t, og det stod klart, at man var nød til at gøre noget.



Det, man besluttede sig for, var at indføre chikaner til at bremse bilerne op med. I første omgang (1972) lavede man to styk: en lige efter pitudkørslen midt på start/mål-langsiden og en der hvor Variante Ascari er i dag. Som konsekvens faldt gennemsnitsfarten for løbets hurtigste omgang i 1972 til "bare" 215,9 km/t.

Alt var dog ikke fryd og gammen. De nye chikaner forårsagede en del mindre uheld, og man gik i gang med en tre års plan. I 1974 modificerede man Ascari chikanen, så den fik samme form, som den har i dag. To år senere fjernede man chikanen på start/mål-langsiden og installerede en anden længere nede af langsiden på samme sted, hvor man i dag har den første chikane. I samme ombæring lavede man en chikane (Variante della Roggia) cirka 300 meter inden det første Lesmo sving.

1976-ændringerne fik den betydning, at farten rundt i Curva Grande blev reduceret fra over 300 km/t til omkring 180 km/t.

Alle intentionerne om at gøre banen mere sikker hjalp dog ikke i 1978, hvor en tragisk ulykke kort efter starten kostede Ronnie Peterson livet, da hans bil brød i brand. Selvom to af de andre kørere var hurtige til at redde ham ud, døde han næste dag på hospitalet.

Layoutet, som blev introduceret i 1976 blev det, der blev brugt til flest Formel 1-løb. Først i 1994 lavede man ændringer på selve banen, idet man modificerede den anden Lesmo-kurve en anelse. Året efter var der flere ændringer: Curva Grande blev flyttet 10 meter, hvilket blandt andet betød at afkørselsområdet blev mere end fordoblet. Desuden blev Variante della Rogia flyttet cirka 50 meter væk fra Lesmo-kurverne, som også blev ændret en del. Igen var den primære årsag til indgrebet, at man ønskede større afkørselsområder.

I 1997 nåede antallet af siddepladser op på 51.000 og samme år blev Formel 1-løbet overværet af et rekordstort antal tilskuer: 180.000 i alt.

Den sidste ændring af banen kom i 2000, hvor man lavede om på den første chikane.

Det er selvfølgelig ikke kun banen man fra tid til anden moderniserer. I perioden siden 1979 har der været flere store ombygninger af udenomsfaciliteterne, som for eksempel pitten, paddock, pressecenter, medicinsk center og sejrspodie.



BANEN:

Autodromo Nazionale di Monza ligger i det nordlige Italien i Villa Reale Park, der hører hjemme i byen Monza, som igen ligger i nærheden af Italiens største by Milano. Monza by har godt 120.000 indbyggere, mens Milano har 1,3 millioner.

Den kongelige park er placeret i udkanten af byen, og man kan derfor let tilbringe en løbsweekend på Monza, uden at komme ind i selve Monza by. Parken er i øvrigt på det nærmeste mere skov end en park i traditionel forstand.

Som den sidste rigtige højfartsbane er der en vis aura over Monza. Banelayoutet er ganske simpelt: fem langsider (heraf inkluderer den ene et højfartssving), tre chikaner og to svingkombinationer – mere behøves ikke for at skabe en legende.

Det er således suverænt den bane i Formel 1, hvor der køres med mindst downforce, det vil sige man stort set vil have vingerne så vandrette som muligt. Det har flere konsekvenser: for det første giver det mulighed for at opnå nogle tophastigheder, som ingen andre baner kommer i nærheden af – i 2003 blev der sat en fartrekord med over 369 km/t forenden af start-/mållangsiden. Den anden umiddelbare konsekvens er, at det bliver meget lettere at lave fejl i svingene, da bilerne selvsagt ikke har nært så godt greb i asfalten. Dermed åbnes der også op for masser af overhalinger, som man for eksempel så i 2004, efter at vejret havde sørget for, at bolcheposen var blevet blandet grundigt.


Banen
Banenavn Autodromo Nazionale di Monza
By Monza (Milano, 20 kilometer)
Tidszone Samme tid som Danmark
Første Grand Prix 3. september 1950
Antal Grand Prixer 66
Hjemmeside https://www.monzanet.it/
Rekorder (2000 Layout)
Banerekord - Pole 1:20.089 , Rubens Barrichello(2004)
Banerekord - Løb 1:21.046, Rubens Barrichello (2004)
Hurtigste løb 1t14:19.838, Michael Schumacher(2004)
Årets Løb
Omgangslængde 5,793 km
Omgange i løbet 53
Løbsdistance 306.72 km



Google Map

Klik på Google logoet nederst i venstre hjørne for at se kortet i hele vinduet.