• Forside

Alonso: Jeg er træt af Hamilton

For Fernando Alonso, sikkert tilbage i folden hos Briatore, skulle gårsdagens præsentation af R28, være en glædens dag. Men verdenspressen ville det anderledes

Af: (@bmf1.dk) d. 1/2 2008 klokken 11:02

Fernando Alonso vil gerne helst glemme sit år hos mastodonten McLaren, og se fremad i stedet for tilbage. Ved gårsdagens lancering af Renault´s titeludfordrer, R28, så man en glad og tydelig afslappet spanier, der glædede sig til at komme ud på banen.

Alligevel skiftede pressens fokus fra den nye bil, til endnu flere spørgsmål om Alonso´s forhold til den britiske komet, Lewis Hamilton, Alonso´s teamkollega i McLaren.

Fernando Alonso blev tydeligt irriteret over spørgsmålene, der for det meste handlede om hans forhold til Hamilton, som blev mere og mere offentligt efterhånden som vi kom gennem sæsonen.

Bagerst Ben Hanley, Lucas di Grassi og Romain Grosjean. Forrest Fernando Alonso og Nelson Piquet Jr.

Adspurgt til hvorfor hans kamp blev personlig med Hamilton, svarede han: "Jeg tror ikke, jeg havde et problem med Lewis. Nogle gange læser jeg nogle ting, men jeg er sikker på at de overdriver i Spanien. Jeg fortryder intet."

"Hver gang der var et inerview med ham, var de to-tre spørgsmål om mig, og hver gang jeg havde et interview, var der to-tre spørgsmål om ham. Alt hvad der blev sagt, blev overdrevet den næste dag, så jeg er overbevist om at det bedste er ikke at sige noget som helst," siger Alonso.

Massa, Alonso og Button på podiet i Brasilien 2006. Sådan vil vi helst se Alonso.

"Han er en meget talentfuld kører, årets rookie, årets overraskelse, og i forhold til hvad andre har sagt sidste år, er intet ændret. Det var hans første år i Formel 1, og han kæmpede med om mesterskabet, så det var perfekt," siger Alonso.

Alonso vendte opmærksomheden mod nutiden, og sagde at han havde modtaget en masse respekt for at komme tilbage til Renault, noget han følte manglede hos McLaren.

Selvom Renault kæmpede for at holde fast i førerfeltet, lader det til at Fernando Alonso nu endelig har fundet sin rette hylde.