Aserbajdsjans GP, løbsresumé: Hamilton vinder vanvittigt løb

Med tanke på sidste års dramatiske og underholdende Grand Prix, var der denne søndag lagt op til endnu en begivenhedsrig eftermiddag. Læs med her og find ud, hvad løbet bød på.

Verdensmester Hamilton . Copyright Mercedes

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 29/4 2018 klokken 16:04

Sebastian Vettel stod til at skulle lede feltet afsted fra forreste startplacering, og han kom fornuftigt afsted, mens Hamilton holdt sin anden position. Alle kom godt igennem første sving, men det var ikke tilfældet i andet sving, hvor der var store sammenstød, hvilket med det samme fremkaldte en safetycar næsten inden, at løbet kom igang. Raikkonen lå på indersiden af Ocon, men Ocon gav ikke plads, hvilket resulterede i, at franskmanden blev kastet ind i væggen af Raikkonens højre fordæk.

Det var heller ikke en god dag for Alonso, der blev set humpende rundt med et punkteret højre fordæk og ligeledes højre bagdæk. Han kom tilbage i pitten og fik monteret ny næse, nye dæk og blev sendt afsted igen. Også Sirotkin måtte vinke farvel til dagens løb. Det forlød også, at Magnussen havde problemer på første omgang, da han blev påkørt af Ericsson.

Replays viste, at der nærmest var en kædereaktion fra midten af feltet og ned, hvor de smalle gader og brede biler gjorde det svært at manøvrere rundt imellem hinanden.

Ferrari trak med det samme Vettel i pit, og satte ham på softdækket, mens andre fulgte trop enten pga. skader eller strategiske kald fra deres hold. Raikkonen blev som følge af sit uheld blandt andet sendt helt ned som nummer 12.

På slutningen af omgang fem, blev løbet givet frit. Dette år var Vettel i front med Hamilton bag sig. En omvendt situation ift. sidste år, hvor der på ingen måde var god stemning mellem de to stjerner. Vettel havde det store psykiske spil ude mod Hamilton, hvor Vettel trak det så længe som muligt for at undgå at give slipstream til Hamilton. De to Red Bulls var i tæt kamp, men Verstappen fik kørt sig forbi Ricciardo. Og Sainz fik klemt sig forbi australieren, mens Gasly havde kæmpet sig op som nummer syv. Magnussen var i dette øjeblik på en 15. plads, men tabte efterfølgende en plads til Perez.

Vettel i var i kontrol i front og havde på et par omgange kørt en afstand på tre sekunder ud til Hamilton. Samtidig fortsatte Magnussen næsten ned gennem den resterende del af feltet og til 17. pladsen, hvilket tydede på store problemer, mens Grosjean omvendt var oppe som nummer 12.

Også Hülkenberg havde god fart i sin Renault og kørte sig forbi Ricciardo og satte nu kursen efter Verstappen, som han satte til vægs på langsiden.

En anden ting værd at nævne var Leclerc, der på dette tidspunkt lå placeret som nummer ni, og Stroll i sin Williams besatte ottendepladsen, hvilket måtte give lidt oprejsning med tanke på særligt det seneste løb i Kina.

Red Bull havde en sindsoprivende dag på kontoret, hvor Christian Horner nær måtte være faldet ned af stolen med hjertestop, da Verstappen næsten havde kørt Ricciardo af banen i første sving under et overhalingsforsøg. Samtidig måtte Hülkenberg også takke af og parkere i garagen.

Den mest spændende kamp var Renault mod Red Bull, hvor Sainz bravt forsvarede sin fjerdeplads, indtil han dykkede ind i pitten. Vettel posterede flere hurtigste omgange ude i front, mens Hamilton dog havde fået stabiliseret sit tidstab til tyskeren.

Der blev fra løbets stewards' side kigget på episoden i starten mellem Ericsson og Magnussen, der gav de store problemer til Magnussen. Ericsson indkasserede en straf på 10 sekunder for episoden.

Op til pit-stop runden gjorde Hamilton alt, hvad han kunne for at køre sig tættere på Vettel ved at sætte en række hurtigste omgang, så Vettels forspring nu var nede på 3,8 sekunder, men det var svært for briten yderligere at lukke ned. Og lige som vi troede, at Hamilton havde klemt det sidste ud af bilen, forbremsede han sig i første sving og tabte betydelig tid til Vettel, hvilket formentlig ultimativt spillede sejren sikkert i hænderne på Ferrari på dette tidspunkt, medmindre at der ville blive vendt betydeligt op og ned på begivenhederne.

Og de to Red Bull drenge gav underholdning for alle pengene denne eftermiddag, hvor der blev duelleret internt på en måde, som nærmest ikke kan beskrives med ord. Det ene øjeblik troede man, at Ricciardo var forbi, det næste øjeblik dykkede Verstappen ind på et tidspunkt, man ikke havde forventet.

Vettel synes efterhånden uendeligt kørende på sine supersoft dæk, mens Hamilton ikke rigtig kunne få gode omgangstider ud af sine softdæk. Vettel gik i pit på omgang 31 og fik monteret samme dæktype som Hamilton - Bottas kom derved i front og havde ikke pittet endnu.

Bottas var til gengæld flyvende på sit nuværende dæk og satte flere hurtigste omgange, selvom at han endnu ikke havde været i pit. Mercedes spekulerede angiveligt på at sætte de blødeste dæk på finnen, så han kunne jagte Vettel og sejren til slut.

På slutningen af omgang 37 kørte Ricciardo i pit og fik ultrasoft dækkene på, og kunne nu køre sprinttempo direkte til mål med de blødeste dæk. Verstappen fulgte trop omgangen efter, mens Bottas nu havde kørt 41 omgange på sine supersoft dæk. Ricciardo røg nu bag sin kollega igen, hvilket endnu engang lagde op til, at de to igen skulle ud i en placeringkamp. Og det skal man love for, at de kom. I sådan en grad, at de endte i et sammenstød, der smadrede hele deres eftermiddag. Endnu engang var Verstappen ude af kontrol i sin kørestil.
Det fremkaldte en safetycar, hvilket gav alle mulighed for helt friske dæk og en helt ny kamp til slut.

Bottas, Vettel, Hamilton og Raikkonen. Fire store kørere skulle nu kæmpe om de tre pladser på podiet. Grosjean skulle dog lige blande sig og sætte sin racer i væggen under safetycar perioden.
Det begyndte stille og roligt at trække sig sammen med fire omgange tilbage af løbsdistancen.

Bottas åbnede løbet og snød de forreste, mens Hamilton med det samme var på vej forbi Vettel, der dog forsøgte sig med en ekstrem overhaling for føringen i første sving, der dog smed ham tilbage som nummer fire, mens Hamilton kunne snuppe andenpladsen efter Bottas og nu havde dobbelt Mercedes i front. Nede i bunden kørte Magnussen rundt på sidstepladsen. Og som man troede, at Bottas var på vej mod sejren, eksploderede finnens bagdæk på langsiden, således at Hamilton nu var i front og lagde afstand til Raikkonen. Længere bagved var Perez nu oppe på tredjepladsen, hvilket kun måtte gøre ekstra ondt på Vettel.

Et helt utroligt Grand Prix nåede til vejs ende denne søndag, hvor ingen kunne have forudsagt, hvordan det ville se ud til slut. Hamilton fik lidt tiltrængt oprejsning, mens Vettel igen satte til i den samlede stilling. Samtidig var der fest hos Sauber, hvor Leclerc sikrede sig en sjetteplads til holdet, mens Red Bull allerede for længst havde pakket garagen ned.

Igen et løb hvor alle følelser kom frem både på og uden for banen, hvor Baku endnu engang leverede et helt fantastisk show.

Tak fordi, at du uden tvivl har læst det længste resumé, du kommer til at opleve i denne sæson. Undertegnede har i sandhed hygget sig gevaldigt denne søndag.






Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Aserbajdsjans GP: Løbet LIVE Bottas: "10 store fadøl, og så har jeg det måske g »