• Forside

Bernie: F1 overlever uden Schumacher

I kølvandet på spekulationerne omkring tiden efter Schumi-æraen har adskillige medier spekuleret i, om Formel 1 overhovedet kan overleve uden den populære ex-verdensmester. Enhver frygt i den retning manes nu i jorden af F1-bossen Bernie Ecclestone.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 9/8 2006 klokken 15:08

Formel 1 chefen Bernie Ecclestone reagerer nu på den seneste tids spekulationer omkring F1’s fremtid, især når Ferraris Michael Schumacher, som nogle rygter vil vide, trækker sig tilbage efter denne sæson. Briten maner til ro.

I et interview med den tyske avis ’Tagesblatt’ siger Ecclestone, at han tydeligt husker den samme diskussion kort efter Ayrton Sennas tragiske død i 1994.

”Og Ayrton var endda mere populær end Michael,” siger Bernie og refererer hermed til den syvdobbelte verdensmester Michael Schumacher, hvis kontrakt med Ferrari udløber med udgangen af dette år.


Bernie Ecclestone i samtale med Red Bulls Christian Horner.

”Men vi fortsatte. F1 har overlevet siden 1950, så jeg går ud fra, at den er mere populær en enkelt kører.”

Ofte hører man tidligere kørere, med et drømmende udtryk i øjnene, udtale sig om
’de gode gamle dage’ - at sporten ville blive mere populær, hvis man gik tilbage til flere af de gamle regler. Både Jackie Stewart og Nigel Mansell er med i koret, men det får ikke Bernie til at ryste på hånden.

”I dag er vi meget mere professionelle, og bilerne er en hel del hurtigere – men alligevel taler folk stadig om ’de gode gamle dage’,” siger han.

Ifølge interviewet er Bernie er ikke tilhænger af det evindelige mundhuggeri i pitlanen om regler og penge. Men han indrømmer dog, at Formel 1’s fans fortjener et bedre show for pengene.

”Det eneste de ønsker er et godt race,” siger han. ”Så vi bliver nødt til at gøre et bedre stykke arbejde for dem. Og det arbejder jeg på,” slutter 75-årige Bernie Ecclestone til glæde for de mange F1 fans verden over.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.