Steiner sender advarsel til Schumacher og Mazepin

Haas F1s teamchef sender nu en utvetydig advarsel til sine to rookies om at holde sig på måtten.

Günther Steiner . Copyright BMF1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 10/2 2021 klokken 13:02

Et historisk blik på Kevin Magnussen og Romain Grosjeans samarbejde hos Haas F1 siden starten i 2017 viste, at den hårde, interne konkurrence imellem kørere i samme team ofte kan forårsage sammenstød og skader på både biler og omdømme.

De fleste vil især huske hændelsen på Silverstone i 2019, som indgående blev vist ‘behind the scenes’ i Netflix-serien “Drive to Survive”, hvor en kollision imellem de to sendte begge Haas-kørere ud af løbet og fik en arrig teamchef til at true med fyring af begge kørere.

Den slags hændelser ønsker Günther Steiner ikke skal gentage sig, og han har derfor sendt en utvetydig advarsel til sine nye kørere, de to rookies Mick Schumacher og Nikita Mazepin.

”Hvis de kæmper mod hinanden uden at skade teamet, har jeg ikke noget problem med det,” sagde han i et videointerview med den tyske Tv-station RTL/ntv.

Abu Dhabis Grand Prix 2020. Mick Schumacher i Haas kørerdragtenAbu Dhabis Grand Prix 2020. Mick Schumacher i Haas kørerdragten
Copyright Haas F1


"Kun hvis de ligger og kører ind i hinandens biler, har jeg et problem… og så har de et problem!”

Alligevel er Steiner villig til at give begge kørere tid til at forstå Formel 1 og håber, at de vil udvikle sig tilstrækkeligt til ikke at lave for mange fejl , når de, som planlagt, i 2022 træder ind i deres andet år på gridden.

”For mig ville det være en succes at have to kørere i slutningen af året, der har lært meget og er klar til 2022, så vi ikke laver flere fejl,” tilføjede han.

”Du er nødt til at give rookies en chance for at udvikle sig. I slutningen af året vil vi stadig have to unge, men også erfarne kørere. To 'unge, erfarne' kørere skulle det gerne blive til.”

En hel del tyder på, at Haas fortsætter, hvor teamet slap i 2020. Altså i bunden af F1-feltet, for Steiner har flere gange udtalt, at man ikke har planlagt at udvikle yderligere på den eksisterende model. Det fremgår også tydeligt af Haas-bossens forudsigelser om den kommende sæson.

Nikita Mazepin Nikita Mazepin
Copyright Haas F1


”Det ville være ideelt, hvis vi kan køre fra Alfa Romeo og Williams, men det bliver svært. Det bliver en kamp som sidste år,” indrømmede han.

”Vores motor vil helt sikkert være bedre. Alfa har det også, men måske kan vi indhente Williams. Ellers er der ikke meget mere vi kan gøre i øjeblikket, for vi var alt for langt væk sidste år,” erkendte Steiner.

Haas-chefen har tidligere meldt ud, at han meget gerne ser Kevin Magnussen eller Romain Grosjean træde til i kortvarige vikariater for Haas, hvis behovet skulle opstå, men den mulighed har de to nu tidligere kørere afvist.

Dels er Magnussen nu engageret i den Nordamerikanske IMSA sportsvognsserie, og har senest yderligere indgået kontrakt med Peugeot for deltagelse i WEC og 24-timersløbet i Le Mans. Dernæst har Grosjean indgået kontrakt med Dayle Coyne Racing i den ligeledes Nordamerikanske 'open wheel' og F1-pendant IndyCar.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Russell aldrig på tale Portugal erstatter Vietnam »