Af: Simon Kraglund (sk@bmf1.dk) d. 20/1 2021 klokken 15:01
Sauber har kørt med Ferraris motorer siden 2010, og holdet, som er bedre kendt som Alfa Romeo Racing ser ud til at fortsætte med Ferrari-power frem til 2025.
Der er endnu ikke blevet skrevet under på en aftale imellem de to hold, men der er en gensidig interesse i at fortsætte samarbejdet.
Der har tidligere været rygter om, at Renault skulle levere motorer til Sauber blandt andet på grund af, at Fred Vasseur (der er holdchef for Alfa Romeo) tidligere har arbejdet for Renault tilbage i 2016, men aktionærerne hos Sauber foretrækker angiveligt den stabilitet som Ferrari tilbyder.
Det er endnu usikkert, om Sauber fortsat vil køre under Alfa Romeo-navnet.
Sauber har forlænget sin aftale med Alfa Romeo til og med 2021, men på grund af Alfa Romeos økonomiske problemer kan det medføre, at italienerne vil trække stikket fra Formel 1.