For snart to uger siden kom det frem, at Felipe Massa har valgt at stoppe karrieren efter denne sæson, hvilket betyder at der er et ledigt sæde hos Williams. Der skulle man så tro, at det britiske team ville være ude efter en kører med rutine, men sådan er det langt fra. Det er angiveligt den unge 17-årige canadier Lance Stroll, som er storfavorit til at få sædet, hos det hæderkronede team. Intet er godt nok offentliggjort endnu, men i weekenden tog unge Stroll, et vigtigt skridt mod pladsen i Formel 1.
Lance Stroll
Copyright Prema Powerteam
Lance Stroll hentede nemlig to sejre og en andenplads i Formel 3 euro-serien i weekenden, hvilket betød, at han nu har samlet nok point på sin superlicens. Den unge canadier er nemlig minimum sikret en tredjeplads i mesterskabet, hvilket vil give ham 20 point. Stroll har så i forvejen 20 fra de seneste par sæsoner, så de 20 point han får i år vil sende ham op på 40 point alt i alt, hvilket er nok til at sikre ham en superlicens og dermed muligheden for at køre Formel 1. Man skal dog være 18 år for at få en superlicens, men Stroll bliver 18 år den 29 oktober i år, så det er heller ikke noget problem.
Lance Stroll
Copyright Prema Powerteam
Lance Stroll kan dog sætte lidt ekstra krydderi på det hele, fordi han ligger rigtig lunt i svinget til, at vinde det europæiske Formel 3-mesterskab. Med to runder og seks løb tilbage føre Stroll med 68 points forspring ned til nummer to, som er hans holdkammerat hos Prema Powerteam, Maximilian Günther. Dermed må man sige, at Lance Stroll har talent og han er da også nuværende udviklingskører for Williams og har tidligere haft samme rolle hos Ferrari, så det skal nok blive spændende at få ham i Formel 1.