For noget tid siden gik der rygter om, at Aston Martin var på vej ind i Formel 1, da de muligvis skulle have deres navn på Force India bilerne. Det er dog længe siden, vi har hørt noget til de rygter, og med god grund. Force India bliver nemlig ikke omdøbt til Aston Martin lige med det samme, det bekræfter Force Indias Otmar Szafnauer i dag.
Force India hold billede.
Copyright Sahara Force India
Otmar Szafnauer vil dog ikke afvise, at et samarbejde mellem Force India og Aston Martin kan komme på plads en gang ude i fremtiden.
"Det var fedt, da Aston Martin kom på banen, og de har hele tiden været meget seriøse omkring et muligt comeback til Formel 1 sporten. Samtalerne er stadigvæk i gang, så en aftale kan komme på plads en gang i fremtiden, men jeg tror ikke, det bliver i 2016," siger Szafnauer.
Carroll Shelby i sin Aston Martin DBR4-250 fra 1959.
Copyright Getty Images
Aston Martin har deltaget i Formel 1 tidligere. Tilbage i 1959 og 1960 sæsonen deltog det britiske bilmærke i fem løb, dog uden den store succes. Eneste nævneværdige resultat kom i 1959 sæsonen, da Roy Salvadori sluttede som nummer to i et løb på Silverstone, som ikke talte med i mesterskabet. Salvadoris holdkammerat i 1959 sæsonen var i øvrigt Carroll Shelby, som senere gik hen og fik sit eget bilmærke.