Siden Red Bull for nogle måneder siden besluttede, at de ikke ønskede at forlænge kontrakten med Renault som motorleverandør, har det i den grad været uvist, hvilken motorfabrik teamet så vil finde. En løsning er endnu ikke fundet.
Problematikken har naturligt nok også smittet af på søsterteamet Toro Rosso, men nu ser det ud til, at en aftale er ved at være på plads med deres tidligere motorleverandør, Ferrari.
”Vi forhandler, og vi kommer tættere og tættere på. Så der burde være en aftale på plads indenfor de næste uger,” udtaler teamchef Franz Tost til Autosport.
Carlos Sainz i Toro Rosso.
Copyright Red Bull Photofiles
”Jeg håber, at det bliver inden sæsonafslutningen, for ellers bliver det meget vanskeligt for os op mod sæsonstarten i Melbourne, især fordi kalenderen er ændret, og det (starten, red.) nu ligger to uger tidligere.”
Noget tyder dog på, at Toro Rosso kommer til at køre med ét år gamle motorspecifikationer, hvilket ikke er optimalt men dog stadig en måde at ”hjælpe os ud af problemerne” på, som Tost kalder det.
”Motorfabrikanterne bestemmer, hvad vi kan få, og i sidste ende er vi glade for i det mindste at få noget,” erkender han.
”Hvis den er ét år gammel, så er det sådan, det er. Vores indflydelse i dette tilfælde er ikke, hvad vi kunne ønske eller håbe,” slutter Franz Tost.