Slår Mercedes tilbage?

Løbet på Imola i denne uge bliver det første rigtige opdateringsshow for flere teams – især Mercedes, som har haltet noget efter deres egne forventninger. Får Hamilton og Russell endelig en fornuftig bil?

Miamis GP . Copyright Mercedes AMG F1 - Jiri Krenek

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 15/5 2023 klokken 09:05

Mercedes har været lidt af en skuffelse indtil videre i 2023.

Deres bil kaldet W14 lever ikke op til forventningerne og er grundlæggende en videreudvikling af W13 fra sidste år, som også fik kritik for at være en fejlkonstruktion.

Det har betydet omrokeringer hos Mercedes: James Allison og Mike Elliott har byttet plads hos Mercedes, hvilket betyder, at Allison nu igen vil have det største ansvar for udviklingen og den nuværende og de kommende Mercedes-racere.

Mercedes-teamet med besøg af Tom CruiseMercedes-teamet med besøg af Tom Cruise
Copyright Mercedes AMG F1 - Sam Bloxham


Vi ved allerede, at der er en stor opdateringspakke på vej til Imola, men vi ved ikke, om bilen kommer til at se meget anderledes ud, end den gør nu.

Vi ved f.eks. ikke om de såkaldte "zeropods" forsvinder. Andrew Shovlin, der er den ledende løbsingeniør hos Mercedes, fortæller følgende i Team Debrief om den kommende opdatering:

"Hvis vi går tilbage til testene i løbet i Bahrain, så har vi indset, at vi ikke har en pakke, der kan kæmpe med om verdensmesterskabet. Hvis vi fortsætter med den samme udviklingsstrategi, når vi ikke hen, hvor vi kan udfordre Red Bull. På dette tidspunkt traf vi et par beslutninger om, hvordan vi vil udvikle bilen, hvordan bilen skal fungere aerodynamisk, og hvordan bilens karakteristika skal udformes.

Grundlæggende drejer det sig om, hvordan bilen er at køre for køreren. Det, som vi kommer med på Imola, vil være det først trin i dette arbejde. Udviklingen i vindtunnellen kræver masser af tid, og det er ikke noget, man bare lige gør. Pakken på Imola er det første trin i dette arbejde, og der følger flere opdateringer i løbet af året. Vi håber, at bilen bliver hurtigere, både under kvalifikationen og i løbet.

Australiens Grand Prix 2023. Mercedes F1 W14 med Lewis Hamilton på vej ud af pittenAustraliens Grand Prix 2023. Mercedes F1 W14 med Lewis Hamilton på vej ud af pitten
Copyright Mercedes AMG


Det vigtigste er dog, at vi ikke kun kigger på omgangstiderne, men at vi går i en helt anden udviklingsretning. Det bliver en retning, som vi tror vil give os bedre chancer for at kæmpe med om løbssejre og verdensmesterskabet langfristet set.”

Med andre ord tyder det på store og synlige forandringer hos Mercedes fra Imola.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Nyck de Vries under luppen Imola: Jubilæumsløb for Haas »