• Forside

Jerez test dag 3 – Brawn slutter på toppen

Vi kan allerede nu love, at det ikke bliver en Brawn racer, der slutter øverst på tidstabellen onsdag. Det på trods af, at Jenson Button bragte BGP 001 raceren forrest igen i dag. Uden Fernando Alonso kunne Renault ikke matche Button.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 18/3 2009 klokken 01:03

Det var presæsonens sidste testdag for Brawn GP, der blev afviklet i dag. Syv fantastiske testdage er overstået, og indtrykket af det nye hold er positivt.

Dog er der visse spørgsmål, der trænger sig på, men dem får vi svar på om en uges tid, når det går løs i Australien.

Jenson Button i Brawn BGP 001 fik set tabellen fra toppen idag.

Jenson Button var meget begejstret, da han efter dagens 114 omgange kørte i pit for sidste gang inden den første træning i Melbourne.

“Vi har haft en meget brugbar test på Jerez denne uge, specielt i dag hvor vi kunne fintune opsætningen af bilen efter mit ønske forud for det første løb.”

”Selv efter så kort et testprogram, så føler jeg, at vi er klar til at tage imod udfordringen i Melbourne, selv om vi har behov for alle ledige minutter under fredagens træninger for at være så klar som muligt til vores første løbsweekend.”

Nelson Piquet Jr R29

Renault havde givet Nelson Piquet Jr. nøglerne til R29-raceren i dagens anledning. Det var for Renaults vedkommende også sidste testdag inden Melbourne, og selv om tiden kun rakte til 3. bedste tid så var Junior tilfreds.

”Min sidste testdag gik rigtig godt og jeg er glad for, at vi var i stand til at køre så mange omgange. Vi arbejdede på bilens aerodynamik i dag, samt lidt opsætningsarbejde forud for det første løb og vi mener, at vi har fundet en god balance i bilen.”

To som stadig tester på Jerez i morgen er Nico Rosberg og Lewis Hamilton. Nico Rosberg kørte en fornuftig tid og med kun 66 omgange på banen i dag var en tidsforskel på to tiendedele til Button til at leve med.

Lewis Hamilton døjede igen med MP 4-24. Vi har ikke fået nogen oplysninger fra McLaren om, hvad de har arbejdet med i dag, men tidsmæssigt haltede verdensmesteren på trods af 118 omgange, langt efter de tre andre testdeltagere.

Lewis Hamilton i den problematiske MP 4-24

Tiderne fra dagens test er leveret af Brawn GP og er som altid uofficielle.

Plads Kører Team Tid Antal omg.
1. Jenson Button Brawn BGP 001 1.17.844 114
2. Nico Rosberg Williams FW31 1.18.071 66
3. Nelson Piquet Jr. Renault R29 1.18.382 133
4. Lewis Hamilton McLaren MP 4-24 1.19.121 121