Lance Stroll er på mange måder en mærkelig og temmelig inkonsistent racerkører. Med sine 102 starter, 176 VM-point siden 2017 samt 3 podieplaceringer, må man konstatere, at den 23-årige canadier hører til blandt de mere erfarne på F1-gridden.
Alligevel har Stroll mere end svært ved at overbevise sin kritikere om, at han hører til i Formel 1. Og det kan ikke tages fra ham, at juniorkarrieren gav flere titelsucceser, men ligesom Max Verstappen sprang han et par karrieretrin over ved at gå fra den europæiske Formel 3-titel i 2016 til Formel 1 med Williams F1 den følgende sæson.
Når det lykkedes for Stroll at lande et F1-sæde uden de sædvanlige karrieretrin skyldes det ikke mindst kørerens far, Lawrence Stroll, som velvilligt udstyrede sønnike med en stor check udskrevet til det dengang konstant, økonomisk skrantende Williams.
Lance Stroll i Aston Martin i Bahrain
Copyright Aston Martin
Siden da har prædikatet "betalingskører" klæbet sig til Stroll, og køreren har haft mere end svært ved at fjerne det.
Bedre blev det ikke, at farmand købte det tidligere Force India/Racing Point og med største selvfølgelighed placerede sønnen i det ene sæde. Trods adskillige, oplagte alternativer.
I et interview med den tyske tv-station Sport1, i programmet 'AvD Motor & Sport Magazin', giver den tidligere Formel 1-kører Ralf Schumacher den unge Stroll et velment karriereråd.
“Stroll burde spørge sig selv, om han ikke skulle finde en anden hobby," lød det fra den tidligere Toyota-kører.
Nico Hülkenberg hos Aston Martin. Afløser Sebastian Vettel i sæsonens første løb i Bahrain
Copyright Aston Martin
Udtalelsen kommer på baggrund kvalifikationsresultatet op til Bahrains Grand Prix, hvor den indkaldte noget rustne vikar (for Covid-ramte Sebastian Vettel), Nico Hülkenberg, satte Stroll til vægs med en tid, der var 0,255 sek. hurtigere end teamkammeraten.
"Det var virkelig pinligt. Nico gjorde et godt stykke arbejde," konkluderede Schumacher i udsendelsen.
Selv om søndagens grandprix sluttede med Stroll på P12 og Hülkenberg på P17 - og selv om Stroll i karrieren glimtvis har vist talent - så viste resultatet, at canadieren har mere end svært ved at etablere sig som teamleder hos Aston Martin.