Hamilton: Verstappen som teamkammerat er en chance for mig

Max Verstappen er den afgørende brik i puslespillet om sæderne til næste sæson. Han har ganske vist en kontrakt med Red Bull indtil udgangen af 2020, men kontrakten har en klausul, der giver ham mulighed for at forlade det østrigske team før tid.

Lewis Hamilton . Copyright BMF1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 1/8 2019 klokken 23:08

Efter Tysklands grand prix mente både Hamiltons tidligere teamkammerat Nico Rosberg og Red Bulls teamchef Christian Horner, at Verstappen nok ville være hurtigere end Hamilton, hvis de kørte i samme bil.

”Jeg har læst et par historier om, at jeg kun kan slå ham [Verstappen], fordi jeg kører i en hurtigere bil,” siger Hamilton. ”Men jeg vil gerne vise, at sådan forholder det sig ikke. Jeg ville ikke have noget problem, hvis vi en dag skulle blive teamkammerater,” fortsætter Hamilton.

Hamilton ville for alvor kunne sætte en tyk streg under sin dominans i Formel 1, hvis han skulle kunne slå Verstappen i samme bil. Men det er bare fri fantasi, og Hamilton peger også på et andet aspekt: "Jeg ved ikke, hvordan det ville påvirke dynamikken i vores team.”

Hamilton kan åbenbart stadig huske tiden hos McLaren sammen med Alonso – og den var ikke sjov.

Hamilton er dog generelt kommet mere og mere under pres fra nye unge kørere som Verstappen og Leclerc. Og dem bliver han nødt til at holde i skak:

"Absolut. Vi har set, at fx Red Bull har gjort store fremskridt med deres motor i år. Det er godt at se. Jeg tror, at de bliver endnu stærkere.”

Han vil dog ikke kalde Verstappen for en ”ung” kører: "Selv om han stadig er ung, har han kørt Formel 1 i et par år nu.”

Leclerc, Hamilton og Verstappen, Østrigs GPLeclerc, Hamilton og Verstappen, Østrigs GP
Copyright BMF1


På trods af, at rygterne om Verstappens skifte til Mercedes er blevet forsøgt lagt i graven igen og igen, vil de bare ikke dø. Det kan skyldes, at der allerede i april var rygter fremme om, at Verstappen har ringet til Toto Wolff. Desuden er det velkendt, at Toto Wolff er meget gode venner med Jos Verstappen, Maxs far.

Og så er der spørgsmålet om Verstappens kontrakt: Rygterne går på, at kontrakten kan opsiges før tid, hvis hollænderen slutter dårligere end 3'er i den samlede stilling. Hvis Verstappen bliver 3'er, bliver han hos Red Bull.

Red Bull mener dog, at Verstappen sagtens kan blive verdensmester med dem. Desuden ville Red Bull have et problem, hvis Verstappen skulle forlade dem, for de mangler en sikker førstekører fra egne rækker, som ville kunne udfylde Verstappens plads på holdet.

Max Verstappen, Østrigs GPMax Verstappen, Østrigs GP
Copyright BMF1


I et interview med den tyske kanal RTL udtalte Verstappen selv, at han ser sig selv som hurtigere end Hamilton, men at det også var meget sikkert, at han ville køre for Red Bull næste år.

Men hvad er sikkert i Formel 1?

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Vettel vil gerne være hurtigere 22 løb i 2020? »